Mor, mad og madplaner

Mor, mad og madplaner

Det er en grå mandag i november. Okay, det var i går! Jeg har lige fået fri og alt i min krop skriger efter mad. Nej, vent, ikke nødvendigvis mad, mere bare tomme kalorier! Snask, fedt, salt, bacon og smeltet ost! Men, ’vi har mad derhjemme’, siger jeg til mig selv! Og ifølge madplan, så skal vi i dag have pasta med kødsovs… igen. For jeg er sådan en mor, der ikke orker at tage mad-kampen hver eneste dag, så cirka 2 gange om ugen, får vi pasta og kødsovs eller lasagne. Dette har nu resulteret i, at jeg har et meget anstrængt forhold til disse retter. ’Vi har mad derhjemme!’ mumler jeg igen og sætter mig ind bag rettet og kører hjemad.

’Vi har mad derhjemme…. Vi har mad derhjemme. Vi har mad… vi har… åh, vi.. dobbelt cheeseburger med ekstra bacon’.

Jeg vil hermed uddele min største respekt til de mødre, som kan lave en madplan til hele ugen, handle ind OG så formår at holde sig til dem! Respekt til jer! Jeg bukker mig i støvet! For mig er madlavning efterhånden blevet en ting, som bare skal overstås og helt ikke må tage for lang tid. Retter som tager mere en 30 minutter, bliver derfor udelukket fra min fantasiløse-madplan. Altså, medmindre det kan komme i ovnen, så er det godkendt til mandag og fredag. Tirsdag, onsdag og torsdag, hvor vi render til håndbold og svømning, og andre ting som faktisk kun er en stressfaktor, så er adgangskravet at det skal være nemt og hurtigt.

Jeg vil så gerne være sådan en overskudsmor, der kan lave de der madplaner og tilrettelægge min uge, handle stort ind søndag og så ikke skulle tænke mere på indkøb og madvarer før næste søndag, men det bliver bare aldrig helt godt. Her må jeg nok erkende, at det måske har noget at gøre med de rette vi cirkulere rundt i mellem herhjemme; pasta med kødsovs, fiskepinde med remoulade, pasta med ost, lasagne, pasta med bacon og flødesovs, tomassuppe – og her snakker vi ikke noget fint og fornemt, men den fra Karolines, som bare skal hældes fra karton i gryde. På de vilde dage, som ofre er fredag når mor her har fået et glas vin, så kan jeg finde på at diske op med hjemmelavet burger, eller så meget hjemmelavet burger, at bøffen er hjemme-formet og bollen er hjemme-bragt. Men det er som om at jeg oven i alle mor-tingene, ikke orker at også skulle tage en mad-kampen med en stædig 6-årig, der har besluttet at hun ikke vil spise grønne ting om onsdagen. Min mor siger altid, at børn vil spise, hvis de er sultende og ellers må hun jo bare gå i seng på tom mave. Ja, godt råd, men det betyder bare at jeg har et barn som står op kl. 04.30 fordi hun er sulten… og lige der, der bliver jeg bare ikke et særligt godt menneske. Så, jeg holder mig til det som virker, og ind i mellem smider jeg et stykke broccoli på tallerkenen.  Og der er dage, nok flere end jeg vil indrømme, hvor jeg står og laver mad til barnet og når hun så er lagt i seng, så henter vi voksenmad, fordi vi ikke lige havde lyst til fiskepinde. I virkeligheden skulle vi jo nok skamme os, men det gør vi overhovedet ikke…

En gang i mellem kan jeg godt længest efter den tid, hvor mad var noget man hyggede omkring og tog sig tid til. Du ved, et glas god vin i hånden, lidt musik på anlægget og kæresten der sad ude i køkkenet, hvor man vendte verdenssituationen mellem hede kys og damp. Nu er aftenmadstid ren overlevelse! Man skal helst være startet inden det første ’jeg-er-sulten!’, for ellers bliver situationen hurtigt kritisk. Enten bliver barnet så sulten, at man må nød-fodre med en ostehaps eller to og derfor ikke er sulten når maden kommer på bordet. Eller, hvad måske er endnu værre, så bliver barnet overtræt og får ikke spist noget og vil så vågne umenneskeligt tidligt, fordi hun nu er sulten. Ligeledes er det at fodre et barn, en 2 personers opgave, hvor den ene desperat forsøger at få maden klar hurtigst muligt, mens den anden afleders barnets opmærksomhed med film, leg eller hvad der nu er muligt. Midt i det mindre kaos som udspiller sig i vores hjem på det tidspunkt, så kigger jeg på tomatsuppen og de hvide pastaskruer, som barnet elsker, og tænker at jeg sgu fortjener noget bedre end det men jeg nægter simpelthen at lave to rette! Og pludselig er ’vi har mad hjemme’-snakken glemt og vi diskutere i hemmelige koder om det nu skal være indisk, sushi eller en snakset burger fra pizzamanden.  Og ved du hvad, det er sgu en af de få mor-luksusser der følger med jobbet! Jeg har dog lært, at det er vigtigt lige at lufte ud efter sådan en omgang, så man ikke skal stå og bortforklare duften af pomfritter og bacon til barnet om morgenen…

Ting jeg siger og ting mit barn siger…..

Ting jeg siger som mor 

  1. NU tæller jeg snart til 3! Den her bliver brugt jævnligt herhjemme og for at være ærlig, så ved jeg faktisk ikke hvad der sker efter 3. Men det fortæller jeg selvfølgelig ikke barnet.
  2. JAA?!”. Når der for 674. gang bliver råbt ”MOAR!”, så svarer jeg ofte med et højt, og måske lettere irriteret, ”JAA?!”.
  3. ”Dit fredagsslik? Ja, det blev desværre gammelt, skat. Så det måtte mor smide ud. Vi kan jo ikke have, at du bliver syg af for gammelt slik, vel?”. Jeg er ikke stolt, men til tider bliver jeg desperat.
  4.  ”Mmmhhh, jaja”. Når barnet har snakket uafbrudt og man nu er stoppet med at høre efter.
  5. Har du brug for at side og koble lidt af med Ipaden, skat?”. Hvad jeg i virkeligheden siger, er, at mor har brug for en pause og derved har brug for at du sidder og er stille.
  6.  ”Spørg far”. Det det i virkeligheden betyder, det er at mor er træt og ikke orker mere for i dag.
  7. Nej”. Jeg ville virkelig gerne være mere pædagogisk og anerkendende, men det ord jeg bruger mest herhjemme, det er altså ’nej’. ”Nej, du må ikke få slik til morgenmad. Nej, du skal ikke så baglænskolbøtte i sofaen. Nej, vi skal ikke se endnu et afsnit af ’Troldejægerne’. Nej, du skal ikke op og tisse for 4. gange. Nej, gå tilbage i seng igen -det er ikke morgen!”
  8. ”Skal jeg komme og lede efter den?” Når barn eller kæreste igen ikke kan finde ting og det helt sikker er helt væk og vi aldrig finder dem igen!
  9. ”Øhh, hvor den tegning du lavede, er henne? Nææhh, det ved jeg desværre ikke lige, skat” Jo, mor ved godt hvor den er henne. Den er i skraldespanden. For den er tegning nr. 236 af en regnbue…
  10. Neeeej, jeg spiser da ikke slik i smug i køkkenet?! Hvorfor tror du det?” Børn kan genkende lyden af slikpapir på 2km afstand og det er fandeme umuligt at snyde dem! Ja, jeg står ofte og spiser slik i køkkenet – nej mit barn må ikke få noget.

 

 

Ting mit barn siger til mig:

  1. ”Mor, jeg synes det er rigtig smart med den der kimono, for så kan man ikke se din store mave”
  2. ”Min mor er gladest når hun drikker vin”
  3. ”Mor, det ligner du har en baby i maven”
  4. ”Mor, hvorfor ser du altid du træt ud?”
  5. ”Se, mor, den ligner din tissekone” -sagt mens barnet holder en behåret kiwi op i Menus’ grøntafdeling
  6. Hvorfor har du så mange hår på benene, mor?”
  7. ”Mor, det er ret godt at din numse er så stor. Så har du altid noget blødt at sidde på”
  8. ”Mor, hvad lavede du jernalderen?”
  9. ”Hvorfor spiser du egentlig så meget chokolade, mor?”
  10. ”Du er faktisk ret heldig at far godt vil være kærester med dig. Han er nemlig en ret flot mand”

Et liv som mor

Før jeg selv blev mor, tror jeg faktisk ikke at jeg nogensinde har været bevidst omkring, hvad det vil sige at være mor. Altså, hvilken arbejdsindsats, og ikke mindst arbejdsbyrde, der faktisk ligger i jobbet. Et job som til tider er verdens mest utaknemmelige erhverv! Men nu hvor jeg selv står midt i det, omgivet af vasketøj, legeaftaler og indkøb, så sender jeg sgu min egen mor en kærlig tanke og en enkelt undskyldning! For det er jo det vildeste, det at være mor! Efter 9 måneder, forlader man hospitalet med en baby og der er ikke noget som forsøger at stoppe dig. Det er din. Dit ansvar. Resten af dit liv. Selvom det er pissehårdt, så vil jeg aldrig bytte det for noget i verden – men jeg vil stadig have lov at beklage mig, ynke over jobbet og forlange uanede mængder anerkendelse for mine bedrifter.

SUPER-MOR

Det er som om, at når man bliver mor, så for man samtidig tildelt en portion superkræfter! Man kan blandt andet klare sig med markant mindre søvn end førhen – jovist, det er tvunget fravalg af søvn, og vi får stadig render under øjnene og sukkertrangen bliver kun stærkere, når nattetimerne blive mindre. Men det er en del af charmen, eller det forsøger jeg så at overbevise mig selv om! Ligeledes kan vi pludselig multitaske på et helt andet niveau end tidligere. Jeg formår nu at ordne vasketøj, lave aftensmad, hjælpe barnet i bad, svare på sms’er og rengøre køkkenet samtidig. Alt sammen uden at gøre brug af min ultra-mor-hastighed! Den benytter jeg kun, når der er mistænkeligt stille i huset og jeg ikke er blevet hidkaldt med ’MOAR’ inden for de sidste 12 minutter. Det særlige ’mor-blik’ medfølger også i pakken med superkræfter. Det blik, hvor du løfter øjenbrynene en smule, mens du bestemt sender dit barn et kold dræberblik og derved signalere ’NU STOPPER DU FANDEME!’. Jeg kan sågar huske dette blik fra min egen mor… En anden særlig gave man får som mor, det er evnen til at finde bortkommende ting – og her glæder det ikke kun ting som barnet har forlangt. Efter jeg er blevet mor, så kan jeg stort set finde alt hvad andre i huset ikke kan. Om det er barnets brune abebamse eller kærestens hvide skjorte, som i hvert fald ikke hænger inde i skabet, så kan jeg lokalisere dem med mine særlige mor-evner! Og ofte, når jeg siger at den hvide skjorte hænger i skabet, så har jeg sgu ret. Sidst med ikke mindst, så er jeg blevet udstyret med ’beatmom-mood’, Det er det, som slår til, når jeg ligger med influenza, migræne eller den-tid-på-måneden-kramper og mest af alt har lyst til at krybe under dynen og blive der! Men man ved at det bare ikke er en mulighed, fordi man er mor og har mor-ting at tage sig af.

MOR MED STORT M

En anden ting, som sker når man bliver mor, er det faktum, at man ikke længere bruger penge på sig selv! Jeg er nået til det stadie, hvor jeg selv sørger for hårklipning, altså, på mig selv og af mig selv. Jeg orker ikke længere at farve mit hår og de lækre cremer jeg brugte før min mor-tid, de er nu skiftet ud med den klassiske blå Nivea. Til gengæld så køber jeg ting til mit barn hele tiden – og nej, det er ikke fordi hun er forkælet, men mere fordi hun er det barn, som formår at smide 2 par sko væk på en uge og skolen ser helt at børnene kommer iført sko der passer til vejret. I sidste uge, da hun, igen, smed sine termostøvler væk, så måtte jeg sende hende afsted i sommersandaler og sokker. Tror mig, jeg var ikke stolt! Lige ledes har jeg lært at børnebukser i en størrelse 122, hvori der er nok stof til at dække min ene læg, koster det samme som de bukser jeg køber til mig selv?! Hvad fanden sker der for det?! Til gengæld bruger jeg nu penge på vin. Altså, ikke den dyre en af slagsen, for jeg kan alligevel ikke smage forskel… kan egentlig bare godt li effekt af det. Men vi gør det uden at blinke – altså tilsidesætter os selv og vores behov, for at vores børn skal være glade og tilfredse. Det er som om en konkakt bliver tændt i os det øjeblik man møder barnet for første gang. Vi bliver hjernevasket og overvundet af kærlighed, som gør at vi finder os i at spise pasta 5 dage i træk, fordi det er det er det som barnet ønsker, og man er for træt til at tage kampen.

En af mine kære veninder, en meget klog en af slagsen, sagde engang; ”Når ungerne er fløjet fra reden, eller sparket ud, så tager vi sgu 3 uger til Maldiverne – uden børn! Om jeg så skal tage et lån i huset! Det må være vores belønning for at have overlevet”.