NÅR MAN PLUDSELIG BLIVER EN MOR, DER KOMMER AGURKER I NUMSEN!

Jeg har erfaret, at en af de sværeste ting ved at være mor, altså udover konstant søvnunderskud, utallige moar’er på en dag og de løbende ekstra kilo, er at man skal forsøge at forklare komplicerede og komplekse ting på en ukompliceret og børnevenlig måde. Det er alt fra krig, ødelæggelse og generel ondskab – ting som er med til opbygge deres verdensbillede og udvikle dem til gode samfundsborgere. Men så er der også de mere uskyldige ting, men stadige lige vigtige så som; ”Mor, hvordan kommer babyen ind i maven? Og hvordan pokker kommer den så ud igen? Moar, hvorfor er fars tissemand nogen gang stor om morgene og så bliver den pludselig lille igen? Hvorfor er majs hele ned i lorten? Mor, hvorfor er de så fattige i Afrika? Og hvorfor må de andre det, når jeg ikke må?

Ens mor-faktor bliver så afgjort på, hvordan man formår at svarer på disse spørgsmål, altså uden at skræmme barnet og selvfølge, sikre sig at barnet har forstået det. Nogen gange så går det godt og man bliver helt overrasket over sin egen pædagogiske tilgang til tingene og der flyver en masse mor-point ens på ens selvværdskonto! Men andre gange, så misser man fuldstændig og ens barn tror at man kommer agurker i måsen! Ja, jeg har erfaret på egen krop, hvor vigtigt det er at sikre sig at barnet virkelig har forstået det man prøver at sige.

MENSTRUTIONSBLOD, TAMPON OG SKOLEAGURKER

En dag, så vader barnet ind på toilettet, mens jeg sidder der og er ved at skifte bundprop (læs; tampon) og hun bliver noget overrasket, og bange, over det blodige syn der møder hende. Ja, faktisk tror hun, at jeg er ved at dø! Jeg forklare hende, helt stille og roligt – eller, så stille og roligt som man nu kan, så man håndtere menstruationsblod, tampon OG tilskuere på en gang, at dette er det meste naturlige i hele verden og det er kroppens måde at fortælle på, at du er helt rask. Efter håndvask, så viser jeg barnet en tampon. Den klassiske grønne, som vi pakker ud og skiller af. Jeg fortæller, at den skal op i tissekonen og synes sgu egentligt at jeg håndtere denne her situation ret godt! Mor-point til mig – sådan! Som den pædagogiske overskudsmor jeg er lige i dette øjeblik, så spørger jeg om hun har nogle spørgsmål. Barnet virker fuldstændig uimponeret over tampon og blod, så jeg lukker samtalen og glemmer faktisk lidt at vi har haft den snak. Men, det gør min kære datter så ikke..

En uges tid senere er vi nede at handle i den lokale SuperBrugs. Men jeg står i kø, og hun sidder for enden af båndet og kigger på varer, så spotter hun nogle små skoleagurker, som muligvis minder hende om vores tidligere tampon-samtale. Hvert fald, så holder hun de små, grønne agurker op og spørger, gangske højt; ”Mor, er det dem du putter i numsen?!”. Stilhed. Prøv du at finde en passende grimasse i denne situation – det er fandeme svært! Det første der kommer ud af min mund, er noget i retningen af; ”Nej, skat. Det er ikke dem”. Hvorefter det går op for mig, at jeg implicit har erkendt, at jeg så kommer noget andet i måsen – pis! Jeg forsøger desperat at redde situationen ved at sige; ”Ej, der har du misforstået det mor sagde” med en letter skringer stemmer og hysterisk latter, mens jeg kigger rundt og kan se at samtlige mennesker i køen, inklusiv kassedamen, følger intenst med i dette lille optrin. ”Mor, du sagde altså at det var dem du kom i numsen en gang om ugen?” forsætter barnet. Jeg har på nuværende tidspunkt lyst til at bede hende om at holde kæft, men vurdere at det kun vil gøre situationen værre og virke som om jeg forsøger at skjule noget. Altså, at jeg i virkeligheden kommer agurker op i popoen og bare forsøger at skjule det!  Jeg opgiver og får i en hastig fart pakket mine vare og forlader den lokale indkøbscentral, mens alles øjne rette mod mig – eller, sådan føles det hvert fald.

Efter denne situation, så gik det op for mig, at den her mor-rolle er noget af det mest krævende nogensinde og hold nu kæft, hvor skal man bare være påpasseligt med den måde man udtrykker sig på og forklare ting!

Mor? Mor!? MOAR?! MOOAARR?!

Mor? Mor!? MOAR?! MOOAARR?!

Nogen gange glemmer jeg, at jeg rent faktisk har et navn. Altså, at mit navn ikke er mor eller MOAR! Men det er nok også fordi der bliver kaldt på mig, altså ‘mor-mig’, så mange gange i alle døgnets 24-timer, at jeg helt fortrænger mit ’andet navn’. Det er lidt som en mild omgang hjernevaske foretaget af en 6-årig. Engang forsøgte jeg at tælle det eksakte antal mor’er på en dag og nåede til 65 inden klokke have rundet 10 – så gav jeg sgu op!

Til tider mistænker jeg min datter for at havde indgået en aftale, som gør, at hun skal nå et bestemt antal mor’er på en dag, ellers så har hun tabt. Og jeg indrømmer, at jeg faktisk til tider ikke længere registrerer når hun kalder på mig. Det bliver sådan en summen i baggrunden, lidt ligesom en ubehagelig baggrundslyd, og jeg har efterhånden lært at ignorere den og helt ubevidst kommer med små lyde, som barnet godtager for svar. Dog bringer dette mig nogen gange i situationer, hvor jeg får mumlet en ’jaja’-lyd, uden egentligt at være klar over hvad jeg siger ja til – ups! Ja, og det var så sådan det gik til, at min datter fik pandehår.

Men det som fascinerer mig allermest, det er at der altid, og jeg mener fandeme ALTID, bliver sagt/råbt mor, men det er som om man glemmer far. Han får simpelthen lov at slippe for alle de millioner af spørgsmål, som en mor bliver bombarderet med i løbet af en dag. Det er alt fra; ”Mor, hvor er mine farveblyanter? Mor? MOAR! Mor, hvornår er der mad? Ej, Moar, hvorfor skal vi ha’ broccoli?! Mor, hvor er min lilla nederdel? MOAR, JEG ER FÆRDIG! Mor, jeg er altså sulten! Mor, hvorfor er havet blåt, når vand er gennemsigtigt?”. Og hvis far så endelig efterspurgt, så er det ofte med spørgsmålet; ”Far, hvor er mor?”.

Til tider føler jeg ikke, at jeg bliver set som et virkeligt, levende menneske med følelser og behov – men mere som et serviceorgan, hvis eneste formål, er at stå til rådighed når barnet skriger ”MOAR!”. Ja, jeg ved godt, at jeg selv har valgt at få børn. Men det er lidt som om man ikke helt er forberedt på, hvad det faktisk vil sige at blive en rigtig mor. Alt hvad jeg var og kunne førhen, er for min datter fuldstædig lige meget! For nu er jeg hendes mor og min ubetinget kærlighed til hende, gør, at jeg acceptere de fuldstædige urimelige arbejdsvilkår som dette job indebærer. Hun er jo i virkeligheden verdens dårligste arbejdsgiver og min løn bliver udbetalt i tegninger, bussemænd og perleplader. Til tider får jeg en ubeskrivelig lyst til at råbe; ” NEJ! Jeg er ikke bare mor! Jeg er en stærk selvstændig kvinde! Og før jeg fik dig, så kunne jeg faktisk bunde 6 tequila shots og fremføre hele teksten til ‘Wannabe’ – også den del hvor Mel B rapper! Jeg var en fri kvinde!“. Men så husker jeg, at det jo netop var sådan jeg blev gravid i første omgang og vælger derfor så at gemme den historie til hun er lidt ældre.

Det er jo ikke fordi, jeg ikke sætter pris på min mor-titel. Jeg har trods alt presset mig til den uden bedøvelse, hvilket nok var verdens dummeste beslutning! Men nogle gange, så kan det også blive for meget af det gode – altså at ’mor-kald’ nr. 837 på en dag kunne reduceres en smule?

 

 

VI LEGER MOR OG FAR

VI LEGER MOR OG FAR

Barnet har i dag haft en legeaftale. Hvilket betyder at jeg får en times ro på sofaen, hvor jeg kan nyde en kop kaffe og læse et blad. Mens jeg sidder her, så overhører jeg pigernes samtale nedeunder. Legen er mor, far og børn og de er ved at fordele rollerne. Moderens rolle er at være hjemme, passe på lillesøsteren, som i den her tilfælde er en bamse, lave mad, gøre rent, ordne vasketøj og komme med ting til far. Faderens rolle derimod, er at tage på arbejde, slå græs og så komme hjem til mad og få fodmassagde. Noget tyder på, at begge piger gerne vil være far, da det åbenbart er langt sejere end at være mor. Av, der fik min mor-faktor sgu lige et ordentligt hak!

Hvad laver en mor?

Men, det får mig til at tænke; er det faktisk sjovere at være far? End det er at være mor? Herhjemme har vi aldrig haft en snak om rollefordeling og arbejdsopgaver – tingene har ligesom bare givet sig selv. Det er mig der handler ind og laver mad. Sådan er det, fordi dengang min søde kæreste skulle udfolde sine kolonariske evner i køkkenet med pasta og pesto, så havde han lige misset at vandet skulle hældes fra inden han kom pesto i…. ligeledes har jeg erfaret, at det at sende ham op at handle, bare betyder at jeg vil blive ringet om minimum 5 gange, fordi han ikke ved hvad finvalset havregryn er, eller ikke aner hvor han skal finde hønsefond. Så på den måde er det bare nemmere, hvis jeg står for den afdeling. Det er altså også mig som klarer vasketøjet, fælles-kalenderen, eller rettelse, jeg er kalenderen! Indkøb af gaver, sportsaktivitet og den daglige oprydning og rengøring. Min skønne kæreste tror fandeme stadig, at hans gamle underbukser på magiskvis selv flyver ud i vasketøjskurven! Surprise, det er MOR her, der samler dem sammen og lægger dem i. Nu skal det altså ikke lyde som om han ikke gør noget herhjemme, for det gør han selvfølgelig. Engang i mellem ordner han køkkenet efter jeg har lavet mad. Men forskellen på mænd og kvinder er, at manden på en eller anden måde forventer ros, eller en form for belønning, for denne indsats?! Kommentarer så som; ”Se, jeg har ordnet køkkenet” eller ”Skat, jeg har støvsuget” er uundgåelig i sådanne situationer. Og hvis jeg ikke sørger for at rose ham tilstrækkeligt, så bliver herren sgu lidt fornærmet og føler ikke at jeg sætter pris på hans indsats. Jeg håber virkelig at andre parforhold fungerer ligeledes, ellers er det bare vores der er en smule dysfunktionelt.

Og hvad laver en far så?

Til gengæld, kan jeg ikke finde ud af at slå græs, eller det kan jeg godt men jeg hader det! Og derfor benyttede jeg mig af det ældgamle trick ’Vær-virkelig-dårlig-første-gang-du-skal-gøre-det-så-skal-du-nemlig-ikke-gøre-det-igen’! Hvis du ikke er bekendt med dette, så selv tak – lortet virker! Alt med elektronik, værktøj og biler, det står kæresten for og når der skal sprintervæske på min bil og jeg ikke lige orker at stå der og få beskidte hænder, så spiller jeg ’dum-kvinde-kortet’ og så klarer han det! Her bilder jeg mig selv ind, at det er med til at bistå hans selvtillid som mand. Ja, herhjemme kunne året lige såvel hedde 1950! Og jeg er sikker på, at der sidder en feminist et sted ude i det danske land, som mener, at jeg som kvinde har svigtet alt hvad vi har kæmpet for de sidste mange hundrede år, ved at sådan at lade mig underkaste på denne måde! Og måske hun har ret? En gang i mellem kan jeg godt misunde min kæreste. Han er far – ham den sjove! Når han kommer ind af døren, så frembringer hans hjemkomst et hvin og glædeshyl, der til tider skær lidt i mit mor-hjerte. Når jeg kommer hjem, eller henter barnet i SFO’en, så får jeg højest et tvangs-kram eller ’moar, hvorfor kommer du og henter mig allerede nu?!’-fjæs. Jeg får nogle gange lyst til minde mit barn om, at jeg har givet hende liv! Hun er kommet ud af min tissekone og sådan noget er ikke just smertefrit, så derfor bør hun kysse den jord jeg går på og tilbede hele mit væsen. Men, sådan er virkeligheden bare ikke. Til gengæld får jeg æren af at være hængetræ når hun er syg, opkast på tøjet og snot i håret. De nætter hvor hun vågner gentagende gange, fordi hun har drømt noget uhyggeligt eller bare er tørstig, så er det også mor hun kalder på… Se, det er vel også noget, eller..

 

Okay, jeg vil også gerne være faren engang i mellem…