VI LEGER MOR OG FAR

VI LEGER MOR OG FAR

Barnet har i dag haft en legeaftale. Hvilket betyder at jeg får en times ro på sofaen, hvor jeg kan nyde en kop kaffe og læse et blad. Mens jeg sidder her, så overhører jeg pigernes samtale nedeunder. Legen er mor, far og børn og de er ved at fordele rollerne. Moderens rolle er at være hjemme, passe på lillesøsteren, som i den her tilfælde er en bamse, lave mad, gøre rent, ordne vasketøj og komme med ting til far. Faderens rolle derimod, er at tage på arbejde, slå græs og så komme hjem til mad og få fodmassagde. Noget tyder på, at begge piger gerne vil være far, da det åbenbart er langt sejere end at være mor. Av, der fik min mor-faktor sgu lige et ordentligt hak!

Hvad laver en mor?

Men, det får mig til at tænke; er det faktisk sjovere at være far? End det er at være mor? Herhjemme har vi aldrig haft en snak om rollefordeling og arbejdsopgaver – tingene har ligesom bare givet sig selv. Det er mig der handler ind og laver mad. Sådan er det, fordi dengang min søde kæreste skulle udfolde sine kolonariske evner i køkkenet med pasta og pesto, så havde han lige misset at vandet skulle hældes fra inden han kom pesto i…. ligeledes har jeg erfaret, at det at sende ham op at handle, bare betyder at jeg vil blive ringet om minimum 5 gange, fordi han ikke ved hvad finvalset havregryn er, eller ikke aner hvor han skal finde hønsefond. Så på den måde er det bare nemmere, hvis jeg står for den afdeling. Det er altså også mig som klarer vasketøjet, fælles-kalenderen, eller rettelse, jeg er kalenderen! Indkøb af gaver, sportsaktivitet og den daglige oprydning og rengøring. Min skønne kæreste tror fandeme stadig, at hans gamle underbukser på magiskvis selv flyver ud i vasketøjskurven! Surprise, det er MOR her, der samler dem sammen og lægger dem i. Nu skal det altså ikke lyde som om han ikke gør noget herhjemme, for det gør han selvfølgelig. Engang i mellem ordner han køkkenet efter jeg har lavet mad. Men forskellen på mænd og kvinder er, at manden på en eller anden måde forventer ros, eller en form for belønning, for denne indsats?! Kommentarer så som; ”Se, jeg har ordnet køkkenet” eller ”Skat, jeg har støvsuget” er uundgåelig i sådanne situationer. Og hvis jeg ikke sørger for at rose ham tilstrækkeligt, så bliver herren sgu lidt fornærmet og føler ikke at jeg sætter pris på hans indsats. Jeg håber virkelig at andre parforhold fungerer ligeledes, ellers er det bare vores der er en smule dysfunktionelt.

Og hvad laver en far så?

Til gengæld, kan jeg ikke finde ud af at slå græs, eller det kan jeg godt men jeg hader det! Og derfor benyttede jeg mig af det ældgamle trick ’Vær-virkelig-dårlig-første-gang-du-skal-gøre-det-så-skal-du-nemlig-ikke-gøre-det-igen’! Hvis du ikke er bekendt med dette, så selv tak – lortet virker! Alt med elektronik, værktøj og biler, det står kæresten for og når der skal sprintervæske på min bil og jeg ikke lige orker at stå der og få beskidte hænder, så spiller jeg ’dum-kvinde-kortet’ og så klarer han det! Her bilder jeg mig selv ind, at det er med til at bistå hans selvtillid som mand. Ja, herhjemme kunne året lige såvel hedde 1950! Og jeg er sikker på, at der sidder en feminist et sted ude i det danske land, som mener, at jeg som kvinde har svigtet alt hvad vi har kæmpet for de sidste mange hundrede år, ved at sådan at lade mig underkaste på denne måde! Og måske hun har ret? En gang i mellem kan jeg godt misunde min kæreste. Han er far – ham den sjove! Når han kommer ind af døren, så frembringer hans hjemkomst et hvin og glædeshyl, der til tider skær lidt i mit mor-hjerte. Når jeg kommer hjem, eller henter barnet i SFO’en, så får jeg højest et tvangs-kram eller ’moar, hvorfor kommer du og henter mig allerede nu?!’-fjæs. Jeg får nogle gange lyst til minde mit barn om, at jeg har givet hende liv! Hun er kommet ud af min tissekone og sådan noget er ikke just smertefrit, så derfor bør hun kysse den jord jeg går på og tilbede hele mit væsen. Men, sådan er virkeligheden bare ikke. Til gengæld får jeg æren af at være hængetræ når hun er syg, opkast på tøjet og snot i håret. De nætter hvor hun vågner gentagende gange, fordi hun har drømt noget uhyggeligt eller bare er tørstig, så er det også mor hun kalder på… Se, det er vel også noget, eller..

 

Okay, jeg vil også gerne være faren engang i mellem…

Mor-krop med lange bryster og stor numse

Forledes var vi i svømmehallen. For barnet skyld, ikke for min. Eller, det er måske løgn, for hun er så dejlig træt, når vi er færdige.. Nåh, men det er nu ikke det, det her skal handle om. For da vi står i omklædningsrummet og skal til at gøre klar, kigger barnet undrende på mig og spørger; ”Mor, hvorfor har du så lange bryster`?”. Ja, det skal lige siges, at vi ikke er de eneste i det her omklædningsrum. Jeg finder min anerkendende og pædagogiske ’mor-stemme’ frem og svarer; ”Det er fordi, da du var baby, så fik jeg mælk i brysterne og de blev store. Og da du så ikke skulle have mere mælk, så blev de lange”. Der er stille lidt tid mens barnet tygger på dette svar. ”Men mor, er det så min skyld de er blevet lange?”. Her er jeg ret sikker på, at damen ved siden af os desperat forsøger at kvæle et fnis. ”Jah, man kan godt sige at det er din skyld…” forsøger jeg, men kan godt selv høre, at min ’mor-stemme’ ikke længere er så pædagogisk og anerkendende.”Mor, er det så også min skyld at din numse er så stor?” …

Sandheden skal man altså høre fra børn og fulde folk. Åbenbart også sit eget barn, men det svirrer fandeme alligevel lidt! Og selvom jeg siger til mig selv, at jeg har accepteret min mor-krop med de lange bryster og den store numse, så er det sgu nok ikke helt sandt. Det er som om, det at ligne en rigtig mor efterhånden er skammeligt og vi mødre, eller hvert fald nogen af os, føler at vi hurtigst muligt skal tilbage i form og de gamle bukser. Jeg husker selv dengang man holdte de første ’kom-og-se-min-baby-begivenheder’, og man desperat forsøgte at klemme sig ned i de gamle jeans, for man skulle jo helst ikke ligne en der lige havde født, og var plaget af babyvægt og render under øjnene. Det ville jo være forkasteligt! Man var lykkelig – man var jo lige blevet mor. Og lykkelige mennesker er ikke tykke eller trætte, vel?

6 år efter fødslen kan jeg stadig ikke passe de skide bukser, men de ligger dog bagerst i skabet og til tider skammer jeg mig sgu lidt. Jeg har trods alt haft 6 år til at komme af med ’babyvægten!’… 6 år…. Og jeg tror sgu, at den babyvæg er blevet forhøjet med en ekstra baby eller to. Altså vægtmæssigt, ikke rigtige babyer! Og her husker jeg så på, at jeg ikke har barberet ben de sidste par uger (4 uger, okay) og ja, jeg kan heller ikke mindes om jeg nåede i bad i onsdags. Så står jeg der og bliver lidt ked af det og føler mig faktisk som en dårlig mor, fordi jeg ikke ser pæn nok ud?!

En af de bedste komplimenter jeg nogensinde har fået, var fra en af min venindes veninde, der sagde til mig; ”Guud, du ligner jo ikke en rigtig mor!”. Ja, hun var fuld – meget fuld og det var mørkt, men alligevel blev jeg kisteglad over den kommentar. Jeg lignede åbenbart ikke en rigtig mor, hurra for mig! Så må jeg da være bedre end alle de andre mødre, eller hvad? Men bare rolig, den aften er nu et fjernt minde og når jeg kigger på mig selv i dag, så er jeg, og mine omgivelser, ikke i tvivl om at jeg er mor. Men, det er som om vi måler vores ’mor-faktor’ i udseende, buksestørrelse og manglende babyvægt og vi skammer os over at ligne, ja, en kvinde med former. Jeg blev da pludselig meget bevidst om mine lange bryster og store numse den dag i svømmehallen, men hvad mere er, så blev jeg også meget bevidst om de andre kvinders syn på mig og mine fortrin. Så hvad er det jeg vil frem til? Jah, at det her pres vi mødre føler, og nok også pålægger os selv, det bliver vi altså nødt til at gøre op med. Hvordan ved jeg sgu ikke og jeg er da den første til at kigge på veltrænede mødre, der oser af overskude med chiagrød og kålsmoothie, på det sociale-helvede og tænke; ”Mandag! På mandag går jeg i gang .

Men så blev det mandag. Og om mandagen har vi svømning, så det er en dum dag at starte på! Tirsdag er der håndbold, onsdag er bare en møgdag, torsdag endnu en omgang hånbold og så når vi til fredag – og alle ved, at man ikke ‘går i gang’ om fredagen

 

Livet i ‘Mommy World’

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke altid elsker at være mor. Og jeg skal da også være den første til at erkende, at der er tidspunkter, hvor jeg længes efter bare at være mig, uden det altoverdøvende ansvar og forpligtelserne. Oftest sker dette, når jeg har været oppe for tredje gang på en nat, fordi barnet vil have vand, skal tisse, eller selv mener det er morgen, og vi derfor godt at stå op kl. 04.30. Ja, jeg synes sgu det er hårdt!

Men det jeg faktisk kæmper mest med, det er det pres man konstant føler i ’Mommy World’. Jovist, jeg har ansvaret for et lille levende væsen, og kan faktisk fucke det fuldstændig op og ødelægge alt for dette menneske, ved at give hende for meget – eller for lidt kærlighed, og derved destruere hele hendes dannelsesgrundlag. Ja, ja, den er jeg med på! Med det er sgu ikke det, som gør, at jeg til tider får en ubehagelig knude i maven og får svært ved at trække vejret. Nej, det som kan holder mig vågen om natten, det er tanken om, hvad andre mødre tænker om mig og min måde at være mor på – altså ’livet i Mommy world’. Tanker som; ”Åh, er det mon kun mig, som ikke altid elsker min rolle som mor?” eller ”Gør jeg mon det her på den rigtige mor-måde?”. Og når jeg så tjekker min telefon, og bevæger mig ind på insta-perfekt-gram eller facebook-fantastisk, og ser alle de ting som andre mødre gør med deres unger, så sidder jeg tilbage med en følelse af “Åh, gud – skal man også gøre sådan som en rigtig mor? Må de ikke få gluten? Laktoseintole-hvad-for-noget? Om mit barn er sensitiv? Øhhh, troede bare hun var hysterisk!?”

Det er som om, der er en form for usynligt konkurrence – eller, jeg ved sgu ikke om den er usynlig, for det handler jo netop om at synliggøre alt det gode og det rigtige, man gør som mor og menneske. ’Se, jeg har lige lavet en perfekt flæskesteg med sprøde svær!’ Eller, ’så så man lige os have kvalitetstid som familie og spiser sushi – hvor er vores liv da bare skønt!’.

Nej, inden du tror, jeg sidder og udstiller andre mennesker, så vil jeg hurtig nævne, at jeg selv er skyld i overstående. Jep, og helt seriøst, så får jeg det da bare en lille smule bedre med mig selv, når jeg har lagt et billede op og det bliver liket, eller sendt en snap til min omgangskreds, for at vise at jeg da lige fik en buket blomster af kæresten på en helt almindelig tirsdag. Jeg forstår ikke helt hvorfor jeg har det behov for at fremstå ’bedre’ eller vise andre, at jeg er en god mor, fordi jeg laver særlige ting med barnet- for jeg lægger jo aldrig et billede op, når jeg har brændt aftensmaden på, hvilket faktisk sker, eller endnu engang står og ordner vasketøj…

Jeg tror sgu, at det er sundt en gang i mellem at træde ud af ’Mommy-boblen’, og den konkurrence som hersker, for at genfinder sig selv eller den man var engang, da man ikke var mor. For mig handler det om at skrive og få et pusterum fra hverdagen, hvor jeg kan reflektere over tingene ved at sætte ord på det hele. Det er en måde, hvorpå jeg får sorteret tankerne og finder ro. Andre gange står den på Netflix og tv-serier, hvor jeg ikke skal tænke og kan koncentrerer mig om at drikke min vin. På den måde bliver jeg også bedre til at værdsætte mit liv som mor, og den ubetinget kærlighed jeg modtager fra min datter… samt de utallige børnetegninger og perleplader der medfølger.

 

 

”Mor, har du engang ikke være mor?

”Ja, det har alle mødre”

”Men, hvad lavede du så?”

”Øhhhh……”