Mor? Mor!? MOAR?! MOOAARR?!

Mor? Mor!? MOAR?! MOOAARR?!

Nogen gange glemmer jeg, at jeg rent faktisk har et navn. Altså, at mit navn ikke er mor eller MOAR! Men det er nok også fordi der bliver kaldt på mig, altså ‘mor-mig’, så mange gange i alle døgnets 24-timer, at jeg helt fortrænger mit ’andet navn’. Det er lidt som en mild omgang hjernevaske foretaget af en 6-årig. Engang forsøgte jeg at tælle det eksakte antal mor’er på en dag og nåede til 65 inden klokke have rundet 10 – så gav jeg sgu op!

Til tider mistænker jeg min datter for at havde indgået en aftale, som gør, at hun skal nå et bestemt antal mor’er på en dag, ellers så har hun tabt. Og jeg indrømmer, at jeg faktisk til tider ikke længere registrerer når hun kalder på mig. Det bliver sådan en summen i baggrunden, lidt ligesom en ubehagelig baggrundslyd, og jeg har efterhånden lært at ignorere den og helt ubevidst kommer med små lyde, som barnet godtager for svar. Dog bringer dette mig nogen gange i situationer, hvor jeg får mumlet en ’jaja’-lyd, uden egentligt at være klar over hvad jeg siger ja til – ups! Ja, og det var så sådan det gik til, at min datter fik pandehår.

Men det som fascinerer mig allermest, det er at der altid, og jeg mener fandeme ALTID, bliver sagt/råbt mor, men det er som om man glemmer far. Han får simpelthen lov at slippe for alle de millioner af spørgsmål, som en mor bliver bombarderet med i løbet af en dag. Det er alt fra; ”Mor, hvor er mine farveblyanter? Mor? MOAR! Mor, hvornår er der mad? Ej, Moar, hvorfor skal vi ha’ broccoli?! Mor, hvor er min lilla nederdel? MOAR, JEG ER FÆRDIG! Mor, jeg er altså sulten! Mor, hvorfor er havet blåt, når vand er gennemsigtigt?”. Og hvis far så endelig efterspurgt, så er det ofte med spørgsmålet; ”Far, hvor er mor?”.

Til tider føler jeg ikke, at jeg bliver set som et virkeligt, levende menneske med følelser og behov – men mere som et serviceorgan, hvis eneste formål, er at stå til rådighed når barnet skriger ”MOAR!”. Ja, jeg ved godt, at jeg selv har valgt at få børn. Men det er lidt som om man ikke helt er forberedt på, hvad det faktisk vil sige at blive en rigtig mor. Alt hvad jeg var og kunne førhen, er for min datter fuldstædig lige meget! For nu er jeg hendes mor og min ubetinget kærlighed til hende, gør, at jeg acceptere de fuldstædige urimelige arbejdsvilkår som dette job indebærer. Hun er jo i virkeligheden verdens dårligste arbejdsgiver og min løn bliver udbetalt i tegninger, bussemænd og perleplader. Til tider får jeg en ubeskrivelig lyst til at råbe; ” NEJ! Jeg er ikke bare mor! Jeg er en stærk selvstændig kvinde! Og før jeg fik dig, så kunne jeg faktisk bunde 6 tequila shots og fremføre hele teksten til ‘Wannabe’ – også den del hvor Mel B rapper! Jeg var en fri kvinde!“. Men så husker jeg, at det jo netop var sådan jeg blev gravid i første omgang og vælger derfor så at gemme den historie til hun er lidt ældre.

Det er jo ikke fordi, jeg ikke sætter pris på min mor-titel. Jeg har trods alt presset mig til den uden bedøvelse, hvilket nok var verdens dummeste beslutning! Men nogle gange, så kan det også blive for meget af det gode – altså at ’mor-kald’ nr. 837 på en dag kunne reduceres en smule?

 

 

Mor, mad og madplaner

Mor, mad og madplaner

Det er en grå mandag i november. Okay, det var i går! Jeg har lige fået fri og alt i min krop skriger efter mad. Nej, vent, ikke nødvendigvis mad, mere bare tomme kalorier! Snask, fedt, salt, bacon og smeltet ost! Men, ’vi har mad derhjemme’, siger jeg til mig selv! Og ifølge madplan, så skal vi i dag have pasta med kødsovs… igen. For jeg er sådan en mor, der ikke orker at tage mad-kampen hver eneste dag, så cirka 2 gange om ugen, får vi pasta og kødsovs eller lasagne. Dette har nu resulteret i, at jeg har et meget anstrængt forhold til disse retter. ’Vi har mad derhjemme!’ mumler jeg igen og sætter mig ind bag rettet og kører hjemad.

’Vi har mad derhjemme…. Vi har mad derhjemme. Vi har mad… vi har… åh, vi.. dobbelt cheeseburger med ekstra bacon’.

Jeg vil hermed uddele min største respekt til de mødre, som kan lave en madplan til hele ugen, handle ind OG så formår at holde sig til dem! Respekt til jer! Jeg bukker mig i støvet! For mig er madlavning efterhånden blevet en ting, som bare skal overstås og helt ikke må tage for lang tid. Retter som tager mere en 30 minutter, bliver derfor udelukket fra min fantasiløse-madplan. Altså, medmindre det kan komme i ovnen, så er det godkendt til mandag og fredag. Tirsdag, onsdag og torsdag, hvor vi render til håndbold og svømning, og andre ting som faktisk kun er en stressfaktor, så er adgangskravet at det skal være nemt og hurtigt.

Jeg vil så gerne være sådan en overskudsmor, der kan lave de der madplaner og tilrettelægge min uge, handle stort ind søndag og så ikke skulle tænke mere på indkøb og madvarer før næste søndag, men det bliver bare aldrig helt godt. Her må jeg nok erkende, at det måske har noget at gøre med de rette vi cirkulere rundt i mellem herhjemme; pasta med kødsovs, fiskepinde med remoulade, pasta med ost, lasagne, pasta med bacon og flødesovs, tomassuppe – og her snakker vi ikke noget fint og fornemt, men den fra Karolines, som bare skal hældes fra karton i gryde. På de vilde dage, som ofre er fredag når mor her har fået et glas vin, så kan jeg finde på at diske op med hjemmelavet burger, eller så meget hjemmelavet burger, at bøffen er hjemme-formet og bollen er hjemme-bragt. Men det er som om at jeg oven i alle mor-tingene, ikke orker at også skulle tage en mad-kampen med en stædig 6-årig, der har besluttet at hun ikke vil spise grønne ting om onsdagen. Min mor siger altid, at børn vil spise, hvis de er sultende og ellers må hun jo bare gå i seng på tom mave. Ja, godt råd, men det betyder bare at jeg har et barn som står op kl. 04.30 fordi hun er sulten… og lige der, der bliver jeg bare ikke et særligt godt menneske. Så, jeg holder mig til det som virker, og ind i mellem smider jeg et stykke broccoli på tallerkenen.  Og der er dage, nok flere end jeg vil indrømme, hvor jeg står og laver mad til barnet og når hun så er lagt i seng, så henter vi voksenmad, fordi vi ikke lige havde lyst til fiskepinde. I virkeligheden skulle vi jo nok skamme os, men det gør vi overhovedet ikke…

En gang i mellem kan jeg godt længest efter den tid, hvor mad var noget man hyggede omkring og tog sig tid til. Du ved, et glas god vin i hånden, lidt musik på anlægget og kæresten der sad ude i køkkenet, hvor man vendte verdenssituationen mellem hede kys og damp. Nu er aftenmadstid ren overlevelse! Man skal helst være startet inden det første ’jeg-er-sulten!’, for ellers bliver situationen hurtigt kritisk. Enten bliver barnet så sulten, at man må nød-fodre med en ostehaps eller to og derfor ikke er sulten når maden kommer på bordet. Eller, hvad måske er endnu værre, så bliver barnet overtræt og får ikke spist noget og vil så vågne umenneskeligt tidligt, fordi hun nu er sulten. Ligeledes er det at fodre et barn, en 2 personers opgave, hvor den ene desperat forsøger at få maden klar hurtigst muligt, mens den anden afleders barnets opmærksomhed med film, leg eller hvad der nu er muligt. Midt i det mindre kaos som udspiller sig i vores hjem på det tidspunkt, så kigger jeg på tomatsuppen og de hvide pastaskruer, som barnet elsker, og tænker at jeg sgu fortjener noget bedre end det men jeg nægter simpelthen at lave to rette! Og pludselig er ’vi har mad hjemme’-snakken glemt og vi diskutere i hemmelige koder om det nu skal være indisk, sushi eller en snakset burger fra pizzamanden.  Og ved du hvad, det er sgu en af de få mor-luksusser der følger med jobbet! Jeg har dog lært, at det er vigtigt lige at lufte ud efter sådan en omgang, så man ikke skal stå og bortforklare duften af pomfritter og bacon til barnet om morgenen…

Ting jeg siger og ting mit barn siger…..

Ting jeg siger som mor 

  1. NU tæller jeg snart til 3! Den her bliver brugt jævnligt herhjemme og for at være ærlig, så ved jeg faktisk ikke hvad der sker efter 3. Men det fortæller jeg selvfølgelig ikke barnet.
  2. JAA?!”. Når der for 674. gang bliver råbt ”MOAR!”, så svarer jeg ofte med et højt, og måske lettere irriteret, ”JAA?!”.
  3. ”Dit fredagsslik? Ja, det blev desværre gammelt, skat. Så det måtte mor smide ud. Vi kan jo ikke have, at du bliver syg af for gammelt slik, vel?”. Jeg er ikke stolt, men til tider bliver jeg desperat.
  4.  ”Mmmhhh, jaja”. Når barnet har snakket uafbrudt og man nu er stoppet med at høre efter.
  5. Har du brug for at side og koble lidt af med Ipaden, skat?”. Hvad jeg i virkeligheden siger, er, at mor har brug for en pause og derved har brug for at du sidder og er stille.
  6.  ”Spørg far”. Det det i virkeligheden betyder, det er at mor er træt og ikke orker mere for i dag.
  7. Nej”. Jeg ville virkelig gerne være mere pædagogisk og anerkendende, men det ord jeg bruger mest herhjemme, det er altså ’nej’. ”Nej, du må ikke få slik til morgenmad. Nej, du skal ikke så baglænskolbøtte i sofaen. Nej, vi skal ikke se endnu et afsnit af ’Troldejægerne’. Nej, du skal ikke op og tisse for 4. gange. Nej, gå tilbage i seng igen -det er ikke morgen!”
  8. ”Skal jeg komme og lede efter den?” Når barn eller kæreste igen ikke kan finde ting og det helt sikker er helt væk og vi aldrig finder dem igen!
  9. ”Øhh, hvor den tegning du lavede, er henne? Nææhh, det ved jeg desværre ikke lige, skat” Jo, mor ved godt hvor den er henne. Den er i skraldespanden. For den er tegning nr. 236 af en regnbue…
  10. Neeeej, jeg spiser da ikke slik i smug i køkkenet?! Hvorfor tror du det?” Børn kan genkende lyden af slikpapir på 2km afstand og det er fandeme umuligt at snyde dem! Ja, jeg står ofte og spiser slik i køkkenet – nej mit barn må ikke få noget.

 

 

Ting mit barn siger til mig:

  1. ”Mor, jeg synes det er rigtig smart med den der kimono, for så kan man ikke se din store mave”
  2. ”Min mor er gladest når hun drikker vin”
  3. ”Mor, det ligner du har en baby i maven”
  4. ”Mor, hvorfor ser du altid du træt ud?”
  5. ”Se, mor, den ligner din tissekone” -sagt mens barnet holder en behåret kiwi op i Menus’ grøntafdeling
  6. Hvorfor har du så mange hår på benene, mor?”
  7. ”Mor, det er ret godt at din numse er så stor. Så har du altid noget blødt at sidde på”
  8. ”Mor, hvad lavede du jernalderen?”
  9. ”Hvorfor spiser du egentlig så meget chokolade, mor?”
  10. ”Du er faktisk ret heldig at far godt vil være kærester med dig. Han er nemlig en ret flot mand”