DET ER JUL, DET ER COOL – DET ER NU MAN HYGGER SIG BEDST! ELLER, ER DET?

DET ER JUL, DET ER COOL – DET ER NU MAN HYGGER SIG BEDST! ELLER, ER DET?

Jeg elsker jul! Nogle af de bedste minder jeg har, er som barn i december måned hvor den stod på julekalender, kalendergaver julebagning, nissesjov og ej at forglemme, ud at fælde juletræ. Min mor pyntede altid op til 1. december og jeg kan stadig huske følelsen af at komme ned at trappen, og hele underetagen var forvandlet til et nisselandskab. Det var magisk og hver dag startede med at man åbnede en chokoladejulekalender og spiste det lille stykke om morgenen. Så naturligvis, så har jeg altid tænkt, at den dag jeg selv fik børn, så skulle den bare have hele arme -altså, julearmen! Der skulle pyntes op, selvfølgelig farvekoordineret og hytten skulle helt ligne noget der var taget ud fra et boligmagasin – intet mindre kunne gøre det. Vi skulle bages mange forskellige småkager og lave hjemmelavet konfekt, der skulle laves pakkekalender, og hver aften så skulle familien samles i sofaen til julekalender…

Nu er barnet 6 år gammel og det et efterhånden gået op for mig, at der kun er 24 dage til juleaften og det at skabe den magiske december for sit barn, det er sgu pisse hårdt og kræver en forholdsvis stor arbejdsindsats! Her sender jeg lige min dejlige mor en kærlig tanke! Tak mor! Men helt ærlig, det er jo lige før at det til tider bliver en stressfaktor, når man forsøger at presse alle disse ting ind på blot 24 fucking dag, hvor man da også lige skal passe sit job, til en par julefrokoster OG havde købt julegaver.. suk! Sidste år insisterede jeg på at pakke alle gaverne ind selv, så jeg kunne give hver enkel et lille personligt præg. D. 23. december, omkring kl. 22.30, der huskede jeg så at mine indpakning-skills er på niveau med en 5-årig! Så grundet frustration over gavebånd og papir, drak jeg en flakse vin, hvilket overhovedet ikke gjorder situationen bedre – tværtimod! Derfor var der også enkelte gaver, som var pakket ind i sølvpapir og i år har jeg husket at få dem pakket ind i butikkerne. Eller, den ene jeg har købt indtil videre.

Jeg gik ind i december måned med overskud og en vision om at lave den perfekte jul! Lige indtil jeg fik et overblik over mit julepynt, som nu hovedsageligt består af nisser og hjemmelavet julepynt fra børnehaven! Det er overhovedet ikke kønt eller farvekoordineret og mit hjem ligner absolut ikke noget fra et boligmagasin. Nok nærmere et nissebordel, da både kæreste og datter, synes det er fantastisk at samle på dem. Den første søndag i advent, havde jeg besluttet, at vi skulle lave havregrynskugler og bage klejner. Barnet var helt oppe og kører… altså i cirka 8 minutter og så gad hun faktisk ikke deltage mere. Så sad jeg der i lidt over en time og rullede havregrynskugler. Med klejnerne sket det samme og da klokken var 14, så var jeg fuldstædig færdig, småfuld og lugtede langt væk af friturer. Så næste år, så køber jeg altså de småkager færdiglavet! Bum.

Hvad mere er, så forsøger jeg desperat at finde på nisse-narresteger som er hyggelige, men ikke kræver at jeg efterfølgende skal støvsuger et kilo mel op – for det orker jeg simpelthen ikke. Det vildeste nisse har gjort indtil videre, det er at spis alle pebernødderne i kagedåsen. Ja, det var svagt øjeblik i fredgas -ups.

Mine hjemmelavede dekorationer, som jeg forstillede mig skulle være en eftermiddag fyldt med hygge, kreativitet og æbleskriver, endte med at være mere tvang end fornøjelse og til sidst måtte jeg faktisk bestikke barnet til at lave sit kalenderlys færdig. Årets mor her!

Så, nu på d. 9. december, der har jeg besluttet mig for at sætte forventningerne ned og forsøge at finde julefred, frem for juletvangen, julestressen og julepanikken. Gaverne bliver pakket ind i butikken, småkagerne købt hos bageren og jeg har droppen at lave konfekt – for det smager alligevel ikke så godt som det købte og ja, det ender sgu nok med at det er mig, som må lave det!

Et liv som mor

Før jeg selv blev mor, tror jeg faktisk ikke at jeg nogensinde har været bevidst omkring, hvad det vil sige at være mor. Altså, hvilken arbejdsindsats, og ikke mindst arbejdsbyrde, der faktisk ligger i jobbet. Et job som til tider er verdens mest utaknemmelige erhverv! Men nu hvor jeg selv står midt i det, omgivet af vasketøj, legeaftaler og indkøb, så sender jeg sgu min egen mor en kærlig tanke og en enkelt undskyldning! For det er jo det vildeste, det at være mor! Efter 9 måneder, forlader man hospitalet med en baby og der er ikke noget som forsøger at stoppe dig. Det er din. Dit ansvar. Resten af dit liv. Selvom det er pissehårdt, så vil jeg aldrig bytte det for noget i verden – men jeg vil stadig have lov at beklage mig, ynke over jobbet og forlange uanede mængder anerkendelse for mine bedrifter.

SUPER-MOR

Det er som om, at når man bliver mor, så for man samtidig tildelt en portion superkræfter! Man kan blandt andet klare sig med markant mindre søvn end førhen – jovist, det er tvunget fravalg af søvn, og vi får stadig render under øjnene og sukkertrangen bliver kun stærkere, når nattetimerne blive mindre. Men det er en del af charmen, eller det forsøger jeg så at overbevise mig selv om! Ligeledes kan vi pludselig multitaske på et helt andet niveau end tidligere. Jeg formår nu at ordne vasketøj, lave aftensmad, hjælpe barnet i bad, svare på sms’er og rengøre køkkenet samtidig. Alt sammen uden at gøre brug af min ultra-mor-hastighed! Den benytter jeg kun, når der er mistænkeligt stille i huset og jeg ikke er blevet hidkaldt med ’MOAR’ inden for de sidste 12 minutter. Det særlige ’mor-blik’ medfølger også i pakken med superkræfter. Det blik, hvor du løfter øjenbrynene en smule, mens du bestemt sender dit barn et kold dræberblik og derved signalere ’NU STOPPER DU FANDEME!’. Jeg kan sågar huske dette blik fra min egen mor… En anden særlig gave man får som mor, det er evnen til at finde bortkommende ting – og her glæder det ikke kun ting som barnet har forlangt. Efter jeg er blevet mor, så kan jeg stort set finde alt hvad andre i huset ikke kan. Om det er barnets brune abebamse eller kærestens hvide skjorte, som i hvert fald ikke hænger inde i skabet, så kan jeg lokalisere dem med mine særlige mor-evner! Og ofte, når jeg siger at den hvide skjorte hænger i skabet, så har jeg sgu ret. Sidst med ikke mindst, så er jeg blevet udstyret med ’beatmom-mood’, Det er det, som slår til, når jeg ligger med influenza, migræne eller den-tid-på-måneden-kramper og mest af alt har lyst til at krybe under dynen og blive der! Men man ved at det bare ikke er en mulighed, fordi man er mor og har mor-ting at tage sig af.

MOR MED STORT M

En anden ting, som sker når man bliver mor, er det faktum, at man ikke længere bruger penge på sig selv! Jeg er nået til det stadie, hvor jeg selv sørger for hårklipning, altså, på mig selv og af mig selv. Jeg orker ikke længere at farve mit hår og de lækre cremer jeg brugte før min mor-tid, de er nu skiftet ud med den klassiske blå Nivea. Til gengæld så køber jeg ting til mit barn hele tiden – og nej, det er ikke fordi hun er forkælet, men mere fordi hun er det barn, som formår at smide 2 par sko væk på en uge og skolen ser helt at børnene kommer iført sko der passer til vejret. I sidste uge, da hun, igen, smed sine termostøvler væk, så måtte jeg sende hende afsted i sommersandaler og sokker. Tror mig, jeg var ikke stolt! Lige ledes har jeg lært at børnebukser i en størrelse 122, hvori der er nok stof til at dække min ene læg, koster det samme som de bukser jeg køber til mig selv?! Hvad fanden sker der for det?! Til gengæld bruger jeg nu penge på vin. Altså, ikke den dyre en af slagsen, for jeg kan alligevel ikke smage forskel… kan egentlig bare godt li effekt af det. Men vi gør det uden at blinke – altså tilsidesætter os selv og vores behov, for at vores børn skal være glade og tilfredse. Det er som om en konkakt bliver tændt i os det øjeblik man møder barnet for første gang. Vi bliver hjernevasket og overvundet af kærlighed, som gør at vi finder os i at spise pasta 5 dage i træk, fordi det er det er det som barnet ønsker, og man er for træt til at tage kampen.

En af mine kære veninder, en meget klog en af slagsen, sagde engang; ”Når ungerne er fløjet fra reden, eller sparket ud, så tager vi sgu 3 uger til Maldiverne – uden børn! Om jeg så skal tage et lån i huset! Det må være vores belønning for at have overlevet”.

 

 

Vejen til helvede er brolagt med forældre, som mener at deres børn er særlige!

Jeg sidder til mit første forældremøde som mor. Vi har gennemgået alle de obligatoriske punkter og er nu nået til dødsfælden – fødselsdage! Efter en ophedet diskussion om gavebeløb, hvor læreren til sidst måtte bryde ind og påpege, at det var vigtigt at vi forældre holdte en pæn tone, landende vi på et beløb – nemlig 10kr. Dette var med begrundelsen; ‘så kan alle være med‘. I øjeblikket lød det fornuftigt, men så huskede jeg på, at vi befinder os i 2018 og jeg aner ikke hvad man kan få for 10kr? Jeg tror faktisk ikke at der er ting i ’Tiger’ som længere bare koster en flad 10er?!

Nu har snakken dog taget en anden drejning, for hvad må vores små guldklumper så medbringe til klassen, når de skal fejres? Udfordringen, ja for i Danmark 2018 er der ikke længere problemer, der er udfordringer. Det er et mere positivtladet ord, tydeliggjorde klasselæreren. Så udfordringen i 0.C., ligger i at Flora-Amalie ikke spiser gluten eller raffineret sukker, da det er ikke godt for hendes tarmflora. Carl-Frederik Joan er vegetar, Rani er muslim, Aldis, hvis danske forældre er kæmpe fan af elververdenen, er laktoseintolerant. Knirke er veganer. Karen-Ella har sukkersyge og spiser derfor kun økologik, og sidst med ikke mindst, så kan lille Chilli ikke tåle E-numre eller parfume… Her må jeg konkluderes, at min plan om at lave chokoladekage og kakao-robotter, som barnet har ønsket, falder lidt til jorden! Det eneste jeg kan tænke på, som vil opfylde alles krav, er gulerodsstænger og selleristave -selvfølgelig økologiske og uden dip, for jeg aner ikke om dip indeholder gluten, raffineret sukker eller E-numre. Dog er jeg sikker på, at det indeholder laktose, og gud forbyd, hvis Aldis skulle få dårlig mave!

Pludselig, mens Flora-Amalies mor forslår at miniråddet nedfælder en liste over godkendte fødselsdags-godter, kommer jeg til at tænke på, om der måske er noget galt med mig som mor? Mit barn spiser jo både gluten, laktose, E-numre, kød, sukker i alle slags former, drikker til tider en sodavand og aner ikke hvad økologi er. Mit barn er ikke særligt, hun er ikke et projektbarn og der skal ikke tages hensyn til hende. Hun skal spise hvad der bliver serveret og tygge med lukket mund! Men betyder dette så, at jeg elsker mit barn mindre, fordi jeg ikke stiller hende på en piedestal og forventer at omverdenen skal tage hensyn til hende?

Diskussionen er nu nået til riskiks, en mulig dødsfælde, da en far bryder ind. Han påtaler, at det måske bliver en noget omstændig omgang at holde fødselsdag, nu hvor der er så mange ting at forholde sig til. Han lægger et særligt tryk på ’ting’ og jeg kan ikke lade vær med smile. Han forslår så, at de elever som har særlige kostvaner evt. sørger for at have en pose med snacks, som passer til deres behov, liggende i klassen. Så, hvis der blive medbragt fødselsdags-godter som de af en eller årsag ikke kan spise, kan de altid hente lidt derfra. Han er nu min nye yndlingsperson! Flora-Amalies mor ser ikke tilfreds ud og begynder på at alle børnene skal være en del af fællesskabet og ved at lave en særlig pose til hendes datter, så vil hun føle sig ekskluderet fra resten af børnegruppen. Personlig tror jeg nu at denne ekskludering skete allerede dengang hun besluttede at Flora-Amalie skulle hedde Flora-Amalie og ikke spise gluten eller sukker -men det er jo bare min mening.

Men hvordan kan det være, at man som forældre i dag forventer at fællesskabet skal indrettes efter en enkel person og det ikke længere er den enkelte person, som bør indrette sig efter fællesskabet? Ja, selvfølgelig skal vi behandle hinanden med respekt, og hvis der er tale om særlig kost i forhold til sygdom, så er det selvfølgelig en helt anden sag! Men hvorfor skal jeg som mor stå og få koldsved over en børnefødselsdag, fødselsdags-godter eller legeaftaler, fordi jeg pludselig ikke ved hvad jeg må give børnene at spise?! Pludselig føler jeg mig som en herre dårlig mor, fordi jeg ikke kan lave pølsehorn på skyr og speltflager (nej, aner ikke om der er gluten i speltflager) eller fordi mine kolonariske evner ikke rækker til at lave indbydende veganermad. Betyder det så, at vi er dem de andre ikke må lege med? Nej, som mor og menneske, så nægter jeg at dukke under for madhysteriet og forbeholder mig rette til at bage kage med sukker og chokolade, når mit barn har fødselsdag! Og skulle mit barn komme på en legeaftale, hvor hun ikke bliver tilbud sukker, gluten, laktose, svinekød eller E-numre, så vil jeg kun prise mig lykkelig over at hendes horisont bliver udvidet!