10 TING LIVET SOM MOR HAR GIVET MIG!

Som mor er man heldigvis aldrig alene…. aldrig nogensiden…

1.En helt ny krop. Ja, hvem skulle egentlig have troet det? Nu er jeg den heldige ejer af hængepatter, bred mås OG mørke render under øjnene, grundet søvnunderskud og manglende tid til træning.

2. Store mængder ubrugeligt skrammel, som selvfølgelig er givet af barnet i kærlighed. Her snakker vi skræmmende store mængder halvfærdige perleplader, tegninger hvor motivet er til diskussion, genstande af ler med samme form som en penis og, ej at forglemme, de ting som egentlig bare er bras og jeg ikke rigtig ved hvad er…

3. Et ambivalent forhold til voksne mennesker, der laver børnefjernsyn. På den ene side er jeg dybt taknemmelig for at de gør netop dét, for det giver mig en pause i hverdagen, hvor jeg ikke skal høre på at der bliver råbt ‘mor’ for 89 gange i timen. Men på den anden side, så bliver mit barn underholdt af en voksen mand, der kalder sig selv Onkel Reje, som er iklædt leopard tangetrusser og forsøger at bestige et oversize martineglas

4. Et helt andet forhold til min egen mor – nu med forståelse og anerkendelse!

5. Et interessant sexliv, hvor det ikke er ualmindeligt at forspil, akten og efterspil kan klares under en reklamepause – for jeg skal fandeme ikke gå glip af et eneste minut af den store bagedyst.

6. En hel ny musiksmag, som gør at jeg nu ved hvem Marcus og Martinus er OG kan synge med på samtlige sange fra MGP og Frost.

7. En dyb taknemmelighed for færdigretter og andre ting jeg kan komme i ovnen og der så er aftensmad 25 minutter efter. Tak til Knorr!

8. En helt ny tøjstil, der bedst kan beskrives som ’mor-praktisk’. De grundlæggende retningslinjer er egentlig meget simple; det skal kunne modstå fedtfingre, madrester, snot, savl, tuschpen og så skal jeg kunne bevæge mig hurtigt i det, så når der, igen, væltes et glas eller jeg skal gribe en flyvende tallerken, så kan jeg gøre brug af mine Ninja-mor-evner.

9. Ingen tålmodighed! Før jeg blev mor, der anså jeg mig selv som et tålmodigt og ankerkendende menneske, der sjældent stressede eller kom for sent til arrangementer. Nu, ja, nu er jeg mor og det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at vi kommer for sent og jeg må vrisse gentagende gange, ”kom nu! Lidt fart på!”En samhørighed med kvinder, der dagligt drikker vin og kalder det for voksen-juice!

10.En samhørighed med kvinder, der dagligt drikker vin og kalder det for voksen-juice!