Mor? Mor!? MOAR?! MOOAARR?!

Nogen gange glemmer jeg, at jeg rent faktisk har et navn. Altså, at mit navn ikke er mor eller MOAR! Men det er nok også fordi der bliver kaldt på mig, altså ‘mor-mig’, så mange gange i alle døgnets 24-timer, at jeg helt fortrænger mit ’andet navn’. Det er lidt som en mild omgang hjernevaske foretaget af en 6-årig. Engang forsøgte jeg at tælle det eksakte antal mor’er på en dag og nåede til 65 inden klokke have rundet 10 – så gav jeg sgu op!

Til tider mistænker jeg min datter for at havde indgået en aftale, som gør, at hun skal nå et bestemt antal mor’er på en dag, ellers så har hun tabt. Og jeg indrømmer, at jeg faktisk til tider ikke længere registrerer når hun kalder på mig. Det bliver sådan en summen i baggrunden, lidt ligesom en ubehagelig baggrundslyd, og jeg har efterhånden lært at ignorere den og helt ubevidst kommer med små lyde, som barnet godtager for svar. Dog bringer dette mig nogen gange i situationer, hvor jeg får mumlet en ’jaja’-lyd, uden egentligt at være klar over hvad jeg siger ja til – ups! Ja, og det var så sådan det gik til, at min datter fik pandehår.

Men det som fascinerer mig allermest, det er at der altid, og jeg mener fandeme ALTID, bliver sagt/råbt mor, men det er som om man glemmer far. Han får simpelthen lov at slippe for alle de millioner af spørgsmål, som en mor bliver bombarderet med i løbet af en dag. Det er alt fra; ”Mor, hvor er mine farveblyanter? Mor? MOAR! Mor, hvornår er der mad? Ej, Moar, hvorfor skal vi ha’ broccoli?! Mor, hvor er min lilla nederdel? MOAR, JEG ER FÆRDIG! Mor, jeg er altså sulten! Mor, hvorfor er havet blåt, når vand er gennemsigtigt?”. Og hvis far så endelig efterspurgt, så er det ofte med spørgsmålet; ”Far, hvor er mor?”.

Til tider føler jeg ikke, at jeg bliver set som et virkeligt, levende menneske med følelser og behov – men mere som et serviceorgan, hvis eneste formål, er at stå til rådighed når barnet skriger ”MOAR!”. Ja, jeg ved godt, at jeg selv har valgt at få børn. Men det er lidt som om man ikke helt er forberedt på, hvad det faktisk vil sige at blive en rigtig mor. Alt hvad jeg var og kunne førhen, er for min datter fuldstædig lige meget! For nu er jeg hendes mor og min ubetinget kærlighed til hende, gør, at jeg acceptere de fuldstædige urimelige arbejdsvilkår som dette job indebærer. Hun er jo i virkeligheden verdens dårligste arbejdsgiver og min løn bliver udbetalt i tegninger, bussemænd og perleplader. Til tider får jeg en ubeskrivelig lyst til at råbe; ” NEJ! Jeg er ikke bare mor! Jeg er en stærk selvstændig kvinde! Og før jeg fik dig, så kunne jeg faktisk bunde 6 tequila shots og fremføre hele teksten til ‘Wannabe’ – også den del hvor Mel B rapper! Jeg var en fri kvinde!“. Men så husker jeg, at det jo netop var sådan jeg blev gravid i første omgang og vælger derfor så at gemme den historie til hun er lidt ældre.

Det er jo ikke fordi, jeg ikke sætter pris på min mor-titel. Jeg har trods alt presset mig til den uden bedøvelse, hvilket nok var verdens dummeste beslutning! Men nogle gange, så kan det også blive for meget af det gode – altså at ’mor-kald’ nr. 837 på en dag kunne reduceres en smule?

 

 

Written by

Her hylder jeg den rigtige mor! Hendes der til tider kommer til at spise barnets fredagsslik og bortforklarer det med, at det desværre blev for gammelt. Hende der laver fejl, men lære at grine af dem! Og hende der til tider synes, at livet som mor kan være pisse hårdt! Skål for alle os!

Skriv et svar