Mor, mad og madplaner

Det er en grå mandag i november. Okay, det var i går! Jeg har lige fået fri og alt i min krop skriger efter mad. Nej, vent, ikke nødvendigvis mad, mere bare tomme kalorier! Snask, fedt, salt, bacon og smeltet ost! Men, ’vi har mad derhjemme’, siger jeg til mig selv! Og ifølge madplan, så skal vi i dag have pasta med kødsovs… igen. For jeg er sådan en mor, der ikke orker at tage mad-kampen hver eneste dag, så cirka 2 gange om ugen, får vi pasta og kødsovs eller lasagne. Dette har nu resulteret i, at jeg har et meget anstrængt forhold til disse retter. ’Vi har mad derhjemme!’ mumler jeg igen og sætter mig ind bag rettet og kører hjemad.

’Vi har mad derhjemme…. Vi har mad derhjemme. Vi har mad… vi har… åh, vi.. dobbelt cheeseburger med ekstra bacon’.

Jeg vil hermed uddele min største respekt til de mødre, som kan lave en madplan til hele ugen, handle ind OG så formår at holde sig til dem! Respekt til jer! Jeg bukker mig i støvet! For mig er madlavning efterhånden blevet en ting, som bare skal overstås og helt ikke må tage for lang tid. Retter som tager mere en 30 minutter, bliver derfor udelukket fra min fantasiløse-madplan. Altså, medmindre det kan komme i ovnen, så er det godkendt til mandag og fredag. Tirsdag, onsdag og torsdag, hvor vi render til håndbold og svømning, og andre ting som faktisk kun er en stressfaktor, så er adgangskravet at det skal være nemt og hurtigt.

Jeg vil så gerne være sådan en overskudsmor, der kan lave de der madplaner og tilrettelægge min uge, handle stort ind søndag og så ikke skulle tænke mere på indkøb og madvarer før næste søndag, men det bliver bare aldrig helt godt. Her må jeg nok erkende, at det måske har noget at gøre med de rette vi cirkulere rundt i mellem herhjemme; pasta med kødsovs, fiskepinde med remoulade, pasta med ost, lasagne, pasta med bacon og flødesovs, tomassuppe – og her snakker vi ikke noget fint og fornemt, men den fra Karolines, som bare skal hældes fra karton i gryde. På de vilde dage, som ofre er fredag når mor her har fået et glas vin, så kan jeg finde på at diske op med hjemmelavet burger, eller så meget hjemmelavet burger, at bøffen er hjemme-formet og bollen er hjemme-bragt. Men det er som om at jeg oven i alle mor-tingene, ikke orker at også skulle tage en mad-kampen med en stædig 6-årig, der har besluttet at hun ikke vil spise grønne ting om onsdagen. Min mor siger altid, at børn vil spise, hvis de er sultende og ellers må hun jo bare gå i seng på tom mave. Ja, godt råd, men det betyder bare at jeg har et barn som står op kl. 04.30 fordi hun er sulten… og lige der, der bliver jeg bare ikke et særligt godt menneske. Så, jeg holder mig til det som virker, og ind i mellem smider jeg et stykke broccoli på tallerkenen.  Og der er dage, nok flere end jeg vil indrømme, hvor jeg står og laver mad til barnet og når hun så er lagt i seng, så henter vi voksenmad, fordi vi ikke lige havde lyst til fiskepinde. I virkeligheden skulle vi jo nok skamme os, men det gør vi overhovedet ikke…

En gang i mellem kan jeg godt længest efter den tid, hvor mad var noget man hyggede omkring og tog sig tid til. Du ved, et glas god vin i hånden, lidt musik på anlægget og kæresten der sad ude i køkkenet, hvor man vendte verdenssituationen mellem hede kys og damp. Nu er aftenmadstid ren overlevelse! Man skal helst være startet inden det første ’jeg-er-sulten!’, for ellers bliver situationen hurtigt kritisk. Enten bliver barnet så sulten, at man må nød-fodre med en ostehaps eller to og derfor ikke er sulten når maden kommer på bordet. Eller, hvad måske er endnu værre, så bliver barnet overtræt og får ikke spist noget og vil så vågne umenneskeligt tidligt, fordi hun nu er sulten. Ligeledes er det at fodre et barn, en 2 personers opgave, hvor den ene desperat forsøger at få maden klar hurtigst muligt, mens den anden afleders barnets opmærksomhed med film, leg eller hvad der nu er muligt. Midt i det mindre kaos som udspiller sig i vores hjem på det tidspunkt, så kigger jeg på tomatsuppen og de hvide pastaskruer, som barnet elsker, og tænker at jeg sgu fortjener noget bedre end det men jeg nægter simpelthen at lave to rette! Og pludselig er ’vi har mad hjemme’-snakken glemt og vi diskutere i hemmelige koder om det nu skal være indisk, sushi eller en snakset burger fra pizzamanden.  Og ved du hvad, det er sgu en af de få mor-luksusser der følger med jobbet! Jeg har dog lært, at det er vigtigt lige at lufte ud efter sådan en omgang, så man ikke skal stå og bortforklare duften af pomfritter og bacon til barnet om morgenen…

Written by

Her hylder jeg den rigtige mor! Hendes der til tider kommer til at spise barnets fredagsslik og bortforklarer det med, at det desværre blev for gammelt. Hende der laver fejl, men lære at grine af dem! Og hende der til tider synes, at livet som mor kan være pisse hårdt! Skål for alle os!

Skriv et svar