Et liv som mor

Før jeg selv blev mor, tror jeg faktisk ikke at jeg nogensinde har været bevidst omkring, hvad det vil sige at være mor. Altså, hvilken arbejdsindsats, og ikke mindst arbejdsbyrde, der faktisk ligger i jobbet. Et job som til tider er verdens mest utaknemmelige erhverv! Men nu hvor jeg selv står midt i det, omgivet af vasketøj, legeaftaler og indkøb, så sender jeg sgu min egen mor en kærlig tanke og en enkelt undskyldning! For det er jo det vildeste, det at være mor! Efter 9 måneder, forlader man hospitalet med en baby og der er ikke noget som forsøger at stoppe dig. Det er din. Dit ansvar. Resten af dit liv. Selvom det er pissehårdt, så vil jeg aldrig bytte det for noget i verden – men jeg vil stadig have lov at beklage mig, ynke over jobbet og forlange uanede mængder anerkendelse for mine bedrifter.

SUPER-MOR

Det er som om, at når man bliver mor, så for man samtidig tildelt en portion superkræfter! Man kan blandt andet klare sig med markant mindre søvn end førhen – jovist, det er tvunget fravalg af søvn, og vi får stadig render under øjnene og sukkertrangen bliver kun stærkere, når nattetimerne blive mindre. Men det er en del af charmen, eller det forsøger jeg så at overbevise mig selv om! Ligeledes kan vi pludselig multitaske på et helt andet niveau end tidligere. Jeg formår nu at ordne vasketøj, lave aftensmad, hjælpe barnet i bad, svare på sms’er og rengøre køkkenet samtidig. Alt sammen uden at gøre brug af min ultra-mor-hastighed! Den benytter jeg kun, når der er mistænkeligt stille i huset og jeg ikke er blevet hidkaldt med ’MOAR’ inden for de sidste 12 minutter. Det særlige ’mor-blik’ medfølger også i pakken med superkræfter. Det blik, hvor du løfter øjenbrynene en smule, mens du bestemt sender dit barn et kold dræberblik og derved signalere ’NU STOPPER DU FANDEME!’. Jeg kan sågar huske dette blik fra min egen mor… En anden særlig gave man får som mor, det er evnen til at finde bortkommende ting – og her glæder det ikke kun ting som barnet har forlangt. Efter jeg er blevet mor, så kan jeg stort set finde alt hvad andre i huset ikke kan. Om det er barnets brune abebamse eller kærestens hvide skjorte, som i hvert fald ikke hænger inde i skabet, så kan jeg lokalisere dem med mine særlige mor-evner! Og ofte, når jeg siger at den hvide skjorte hænger i skabet, så har jeg sgu ret. Sidst med ikke mindst, så er jeg blevet udstyret med ’beatmom-mood’, Det er det, som slår til, når jeg ligger med influenza, migræne eller den-tid-på-måneden-kramper og mest af alt har lyst til at krybe under dynen og blive der! Men man ved at det bare ikke er en mulighed, fordi man er mor og har mor-ting at tage sig af.

MOR MED STORT M

En anden ting, som sker når man bliver mor, er det faktum, at man ikke længere bruger penge på sig selv! Jeg er nået til det stadie, hvor jeg selv sørger for hårklipning, altså, på mig selv og af mig selv. Jeg orker ikke længere at farve mit hår og de lækre cremer jeg brugte før min mor-tid, de er nu skiftet ud med den klassiske blå Nivea. Til gengæld så køber jeg ting til mit barn hele tiden – og nej, det er ikke fordi hun er forkælet, men mere fordi hun er det barn, som formår at smide 2 par sko væk på en uge og skolen ser helt at børnene kommer iført sko der passer til vejret. I sidste uge, da hun, igen, smed sine termostøvler væk, så måtte jeg sende hende afsted i sommersandaler og sokker. Tror mig, jeg var ikke stolt! Lige ledes har jeg lært at børnebukser i en størrelse 122, hvori der er nok stof til at dække min ene læg, koster det samme som de bukser jeg køber til mig selv?! Hvad fanden sker der for det?! Til gengæld bruger jeg nu penge på vin. Altså, ikke den dyre en af slagsen, for jeg kan alligevel ikke smage forskel… kan egentlig bare godt li effekt af det. Men vi gør det uden at blinke – altså tilsidesætter os selv og vores behov, for at vores børn skal være glade og tilfredse. Det er som om en konkakt bliver tændt i os det øjeblik man møder barnet for første gang. Vi bliver hjernevasket og overvundet af kærlighed, som gør at vi finder os i at spise pasta 5 dage i træk, fordi det er det er det som barnet ønsker, og man er for træt til at tage kampen.

En af mine kære veninder, en meget klog en af slagsen, sagde engang; ”Når ungerne er fløjet fra reden, eller sparket ud, så tager vi sgu 3 uger til Maldiverne – uden børn! Om jeg så skal tage et lån i huset! Det må være vores belønning for at have overlevet”.

 

 

Written by

Her hylder jeg den rigtige mor! Hendes der til tider kommer til at spise barnets fredagsslik og bortforklarer det med, at det desværre blev for gammelt. Hende der laver fejl, men lære at grine af dem! Og hende der til tider synes, at livet som mor kan være pisse hårdt! Skål for alle os!

Skriv et svar