Mor? Mor!? MOAR?! MOOAARR?!

Mor? Mor!? MOAR?! MOOAARR?!

Nogen gange glemmer jeg, at jeg rent faktisk har et navn. Altså, at mit navn ikke er mor eller MOAR! Men det er nok også fordi der bliver kaldt på mig, altså ‘mor-mig’, så mange gange i alle døgnets 24-timer, at jeg helt fortrænger mit ’andet navn’. Det er lidt som en mild omgang hjernevaske foretaget af en 6-årig. Engang forsøgte jeg at tælle det eksakte antal mor’er på en dag og nåede til 65 inden klokke have rundet 10 – så gav jeg sgu op!

Til tider mistænker jeg min datter for at havde indgået en aftale, som gør, at hun skal nå et bestemt antal mor’er på en dag, ellers så har hun tabt. Og jeg indrømmer, at jeg faktisk til tider ikke længere registrerer når hun kalder på mig. Det bliver sådan en summen i baggrunden, lidt ligesom en ubehagelig baggrundslyd, og jeg har efterhånden lært at ignorere den og helt ubevidst kommer med små lyde, som barnet godtager for svar. Dog bringer dette mig nogen gange i situationer, hvor jeg får mumlet en ’jaja’-lyd, uden egentligt at være klar over hvad jeg siger ja til – ups! Ja, og det var så sådan det gik til, at min datter fik pandehår.

Men det som fascinerer mig allermest, det er at der altid, og jeg mener fandeme ALTID, bliver sagt/råbt mor, men det er som om man glemmer far. Han får simpelthen lov at slippe for alle de millioner af spørgsmål, som en mor bliver bombarderet med i løbet af en dag. Det er alt fra; ”Mor, hvor er mine farveblyanter? Mor? MOAR! Mor, hvornår er der mad? Ej, Moar, hvorfor skal vi ha’ broccoli?! Mor, hvor er min lilla nederdel? MOAR, JEG ER FÆRDIG! Mor, jeg er altså sulten! Mor, hvorfor er havet blåt, når vand er gennemsigtigt?”. Og hvis far så endelig efterspurgt, så er det ofte med spørgsmålet; ”Far, hvor er mor?”.

Til tider føler jeg ikke, at jeg bliver set som et virkeligt, levende menneske med følelser og behov – men mere som et serviceorgan, hvis eneste formål, er at stå til rådighed når barnet skriger ”MOAR!”. Ja, jeg ved godt, at jeg selv har valgt at få børn. Men det er lidt som om man ikke helt er forberedt på, hvad det faktisk vil sige at blive en rigtig mor. Alt hvad jeg var og kunne førhen, er for min datter fuldstædig lige meget! For nu er jeg hendes mor og min ubetinget kærlighed til hende, gør, at jeg acceptere de fuldstædige urimelige arbejdsvilkår som dette job indebærer. Hun er jo i virkeligheden verdens dårligste arbejdsgiver og min løn bliver udbetalt i tegninger, bussemænd og perleplader. Til tider får jeg en ubeskrivelig lyst til at råbe; ” NEJ! Jeg er ikke bare mor! Jeg er en stærk selvstændig kvinde! Og før jeg fik dig, så kunne jeg faktisk bunde 6 tequila shots og fremføre hele teksten til ‘Wannabe’ – også den del hvor Mel B rapper! Jeg var en fri kvinde!“. Men så husker jeg, at det jo netop var sådan jeg blev gravid i første omgang og vælger derfor så at gemme den historie til hun er lidt ældre.

Det er jo ikke fordi, jeg ikke sætter pris på min mor-titel. Jeg har trods alt presset mig til den uden bedøvelse, hvilket nok var verdens dummeste beslutning! Men nogle gange, så kan det også blive for meget af det gode – altså at ’mor-kald’ nr. 837 på en dag kunne reduceres en smule?

 

 

VI LEGER MOR OG FAR

VI LEGER MOR OG FAR

Barnet har i dag haft en legeaftale. Hvilket betyder at jeg får en times ro på sofaen, hvor jeg kan nyde en kop kaffe og læse et blad. Mens jeg sidder her, så overhører jeg pigernes samtale nedeunder. Legen er mor, far og børn og de er ved at fordele rollerne. Moderens rolle er at være hjemme, passe på lillesøsteren, som i den her tilfælde er en bamse, lave mad, gøre rent, ordne vasketøj og komme med ting til far. Faderens rolle derimod, er at tage på arbejde, slå græs og så komme hjem til mad og få fodmassagde. Noget tyder på, at begge piger gerne vil være far, da det åbenbart er langt sejere end at være mor. Av, der fik min mor-faktor sgu lige et ordentligt hak!

Hvad laver en mor?

Men, det får mig til at tænke; er det faktisk sjovere at være far? End det er at være mor? Herhjemme har vi aldrig haft en snak om rollefordeling og arbejdsopgaver – tingene har ligesom bare givet sig selv. Det er mig der handler ind og laver mad. Sådan er det, fordi dengang min søde kæreste skulle udfolde sine kolonariske evner i køkkenet med pasta og pesto, så havde han lige misset at vandet skulle hældes fra inden han kom pesto i…. ligeledes har jeg erfaret, at det at sende ham op at handle, bare betyder at jeg vil blive ringet om minimum 5 gange, fordi han ikke ved hvad finvalset havregryn er, eller ikke aner hvor han skal finde hønsefond. Så på den måde er det bare nemmere, hvis jeg står for den afdeling. Det er altså også mig som klarer vasketøjet, fælles-kalenderen, eller rettelse, jeg er kalenderen! Indkøb af gaver, sportsaktivitet og den daglige oprydning og rengøring. Min skønne kæreste tror fandeme stadig, at hans gamle underbukser på magiskvis selv flyver ud i vasketøjskurven! Surprise, det er MOR her, der samler dem sammen og lægger dem i. Nu skal det altså ikke lyde som om han ikke gør noget herhjemme, for det gør han selvfølgelig. Engang i mellem ordner han køkkenet efter jeg har lavet mad. Men forskellen på mænd og kvinder er, at manden på en eller anden måde forventer ros, eller en form for belønning, for denne indsats?! Kommentarer så som; ”Se, jeg har ordnet køkkenet” eller ”Skat, jeg har støvsuget” er uundgåelig i sådanne situationer. Og hvis jeg ikke sørger for at rose ham tilstrækkeligt, så bliver herren sgu lidt fornærmet og føler ikke at jeg sætter pris på hans indsats. Jeg håber virkelig at andre parforhold fungerer ligeledes, ellers er det bare vores der er en smule dysfunktionelt.

Og hvad laver en far så?

Til gengæld, kan jeg ikke finde ud af at slå græs, eller det kan jeg godt men jeg hader det! Og derfor benyttede jeg mig af det ældgamle trick ’Vær-virkelig-dårlig-første-gang-du-skal-gøre-det-så-skal-du-nemlig-ikke-gøre-det-igen’! Hvis du ikke er bekendt med dette, så selv tak – lortet virker! Alt med elektronik, værktøj og biler, det står kæresten for og når der skal sprintervæske på min bil og jeg ikke lige orker at stå der og få beskidte hænder, så spiller jeg ’dum-kvinde-kortet’ og så klarer han det! Her bilder jeg mig selv ind, at det er med til at bistå hans selvtillid som mand. Ja, herhjemme kunne året lige såvel hedde 1950! Og jeg er sikker på, at der sidder en feminist et sted ude i det danske land, som mener, at jeg som kvinde har svigtet alt hvad vi har kæmpet for de sidste mange hundrede år, ved at sådan at lade mig underkaste på denne måde! Og måske hun har ret? En gang i mellem kan jeg godt misunde min kæreste. Han er far – ham den sjove! Når han kommer ind af døren, så frembringer hans hjemkomst et hvin og glædeshyl, der til tider skær lidt i mit mor-hjerte. Når jeg kommer hjem, eller henter barnet i SFO’en, så får jeg højest et tvangs-kram eller ’moar, hvorfor kommer du og henter mig allerede nu?!’-fjæs. Jeg får nogle gange lyst til minde mit barn om, at jeg har givet hende liv! Hun er kommet ud af min tissekone og sådan noget er ikke just smertefrit, så derfor bør hun kysse den jord jeg går på og tilbede hele mit væsen. Men, sådan er virkeligheden bare ikke. Til gengæld får jeg æren af at være hængetræ når hun er syg, opkast på tøjet og snot i håret. De nætter hvor hun vågner gentagende gange, fordi hun har drømt noget uhyggeligt eller bare er tørstig, så er det også mor hun kalder på… Se, det er vel også noget, eller..

 

Okay, jeg vil også gerne være faren engang i mellem…

Mor, mad og madplaner

Mor, mad og madplaner

Det er en grå mandag i november. Okay, det var i går! Jeg har lige fået fri og alt i min krop skriger efter mad. Nej, vent, ikke nødvendigvis mad, mere bare tomme kalorier! Snask, fedt, salt, bacon og smeltet ost! Men, ’vi har mad derhjemme’, siger jeg til mig selv! Og ifølge madplan, så skal vi i dag have pasta med kødsovs… igen. For jeg er sådan en mor, der ikke orker at tage mad-kampen hver eneste dag, så cirka 2 gange om ugen, får vi pasta og kødsovs eller lasagne. Dette har nu resulteret i, at jeg har et meget anstrængt forhold til disse retter. ’Vi har mad derhjemme!’ mumler jeg igen og sætter mig ind bag rettet og kører hjemad.

’Vi har mad derhjemme…. Vi har mad derhjemme. Vi har mad… vi har… åh, vi.. dobbelt cheeseburger med ekstra bacon’.

Jeg vil hermed uddele min største respekt til de mødre, som kan lave en madplan til hele ugen, handle ind OG så formår at holde sig til dem! Respekt til jer! Jeg bukker mig i støvet! For mig er madlavning efterhånden blevet en ting, som bare skal overstås og helt ikke må tage for lang tid. Retter som tager mere en 30 minutter, bliver derfor udelukket fra min fantasiløse-madplan. Altså, medmindre det kan komme i ovnen, så er det godkendt til mandag og fredag. Tirsdag, onsdag og torsdag, hvor vi render til håndbold og svømning, og andre ting som faktisk kun er en stressfaktor, så er adgangskravet at det skal være nemt og hurtigt.

Jeg vil så gerne være sådan en overskudsmor, der kan lave de der madplaner og tilrettelægge min uge, handle stort ind søndag og så ikke skulle tænke mere på indkøb og madvarer før næste søndag, men det bliver bare aldrig helt godt. Her må jeg nok erkende, at det måske har noget at gøre med de rette vi cirkulere rundt i mellem herhjemme; pasta med kødsovs, fiskepinde med remoulade, pasta med ost, lasagne, pasta med bacon og flødesovs, tomassuppe – og her snakker vi ikke noget fint og fornemt, men den fra Karolines, som bare skal hældes fra karton i gryde. På de vilde dage, som ofre er fredag når mor her har fået et glas vin, så kan jeg finde på at diske op med hjemmelavet burger, eller så meget hjemmelavet burger, at bøffen er hjemme-formet og bollen er hjemme-bragt. Men det er som om at jeg oven i alle mor-tingene, ikke orker at også skulle tage en mad-kampen med en stædig 6-årig, der har besluttet at hun ikke vil spise grønne ting om onsdagen. Min mor siger altid, at børn vil spise, hvis de er sultende og ellers må hun jo bare gå i seng på tom mave. Ja, godt råd, men det betyder bare at jeg har et barn som står op kl. 04.30 fordi hun er sulten… og lige der, der bliver jeg bare ikke et særligt godt menneske. Så, jeg holder mig til det som virker, og ind i mellem smider jeg et stykke broccoli på tallerkenen.  Og der er dage, nok flere end jeg vil indrømme, hvor jeg står og laver mad til barnet og når hun så er lagt i seng, så henter vi voksenmad, fordi vi ikke lige havde lyst til fiskepinde. I virkeligheden skulle vi jo nok skamme os, men det gør vi overhovedet ikke…

En gang i mellem kan jeg godt længest efter den tid, hvor mad var noget man hyggede omkring og tog sig tid til. Du ved, et glas god vin i hånden, lidt musik på anlægget og kæresten der sad ude i køkkenet, hvor man vendte verdenssituationen mellem hede kys og damp. Nu er aftenmadstid ren overlevelse! Man skal helst være startet inden det første ’jeg-er-sulten!’, for ellers bliver situationen hurtigt kritisk. Enten bliver barnet så sulten, at man må nød-fodre med en ostehaps eller to og derfor ikke er sulten når maden kommer på bordet. Eller, hvad måske er endnu værre, så bliver barnet overtræt og får ikke spist noget og vil så vågne umenneskeligt tidligt, fordi hun nu er sulten. Ligeledes er det at fodre et barn, en 2 personers opgave, hvor den ene desperat forsøger at få maden klar hurtigst muligt, mens den anden afleders barnets opmærksomhed med film, leg eller hvad der nu er muligt. Midt i det mindre kaos som udspiller sig i vores hjem på det tidspunkt, så kigger jeg på tomatsuppen og de hvide pastaskruer, som barnet elsker, og tænker at jeg sgu fortjener noget bedre end det men jeg nægter simpelthen at lave to rette! Og pludselig er ’vi har mad hjemme’-snakken glemt og vi diskutere i hemmelige koder om det nu skal være indisk, sushi eller en snakset burger fra pizzamanden.  Og ved du hvad, det er sgu en af de få mor-luksusser der følger med jobbet! Jeg har dog lært, at det er vigtigt lige at lufte ud efter sådan en omgang, så man ikke skal stå og bortforklare duften af pomfritter og bacon til barnet om morgenen…