Et ægte håndværkertilbud!

Dengang jeg var ’ikke-mor’, var jeg besat af vedligeholdelse- altså vedligeholdelse af mig selv! Alt var rengjort, nybarberet, poleret og rettet til. Mit ansigt blev jævnligt skubbet, rullet, dampet og fugtet. Mit lange, fyldige hår blev forkælet med hårkur minimum én gang om ugen, frisørbesøg, og benene var bløde, glatte og til tider med et gyldent strejf. De aftener hvor jeg havde tid til overs – eller ikke lige vidste hvad jeg skulle foretage mig, så lakerede jeg neglende, nogen gange med dobbeltlag, og tog et fodbad, bare fordi det var onsdag. Åh, det var tider!

Så spoler vi lige 10 år ud i fremtiden. Jeg er blevet fuldtidsmor og mit vedligeholdelsesprojekt er nu nok nærmere en omgang total renovering – men sådan er det jo, når man har ladt stå til og pludselig skal tage vare på et lille, men meget kærvende, mennekse. Det at skulle ’ud’ er ikke længe forbundet med glæde og spænding, men nærmere angst for den enorme arbejdsopgave, som venter forude. Hvis der skulle laves tilstandsrapport på min krop på nuværende tidspunkt, så er jeg ret sikker på at den ville indeholde en del K3’er – altså, akutte fejl og mangler, som bør udbedres snarest. Boligannoncen ville højest sandsynlig nævne noget med et håndværkertilbud! Kan næsten høre ejendomsmæglerne for mig til første fremvisning; ”Ja, det trænger til en kærlig hånd, men er bygget på et solidt fundament – og man kommer jo langt med maling, spartelmasse og hårdt arbejde. Og ellers kan man jo altid rive det hele ned igen og så begynde forfra?”. Nu sidder der nogen og tænker; ”Hvorfor søger du ikke  professionel hjælp?!” Ja, tanken har skam også strejfet mig, men hvis jeg opsøger faglige kompetente mennesker til at udbedre problemområderne, så føler jeg også, at jeg skal redegøre for hvordan fanden det er kommet så vidt! Og den skam er jeg simpelthen ikke klar til! Derfor, når jeg en sjælden gang våger mig ud i den ’virkelige verden’, væk fra mor-boblen, så planlægger jeg processen nøjagtigt, så jeg ikke står og pludselig kun har barberet det enen ben.. igen. Forberedelserne starter et par dage før, fordi jeg ved, at jeg alligevel ikke når halvdele af de ting, da jeg er nødsaget til også at lave mor-ting.

Typisk, dagen før, starter jeg med at kigge mig selv i spejlet og fortryde beslutningen om at gå ud. Så retter jeg blikket mit korpus, hvilket jeg jo nok i hverdagens-hast undgår, og forsøger at give mig selv en lille hep-talk – noget i retningen med; ”jahh, det kunne vel godt være værre!”. Der bliver exfolierede, skrubbet, bandet og til tider grædt en smule. De første par opgaver, hvad man vel kan kalde K1’ere og måske en enkelt K2’er på toppe, er relativt nemt klaret og kræver ikke den store råstyrke. Men til sidste venter de mere komplekse opgaver – barberingen af de forskellige områder.

Skulle en gartner i gang med denne opgave, ville han være nødsaget til at benytte havetraktor, kantklipper, ukrudts dræber samt blod, sved og tåre, for at få et tilfredsstilende resultat. Jeg bliver altid forundret over mængden af hår der ligger tilbage når jeg er færdig-barberet, og ligeså, kommer det altid bag på mig, når afløbet stopper til netoppå grundaf det. Garternen ville nok her påpege, at for at få en pæn plæne, så kræver det daglig pleje og vedligeholdelse. Det er åbenbart ikke nok at trimme hvert halve år…

Men til sidst, så står man så der og ligner overhovedet ikke sig selv! Tøjet, der er uden pletter, hvilket i sig selv er en smule angstprovokorende, føles underligt på kroppen grunden den manglende kropbehåring. Man lugter heller ikke længere som mor! Pludselig dufter man af kvinde og takket være ’Stram-mave-lår-og-baller-ind-og-gør-at-du-ikke-kan-trække-vejret-trusserne’, så er man næsten klar… altså, lige bortset fra, at jeg i de fleste tilfælde er fuldstændig smadret efter alle de arbejdsopgaver og kampen om at komme i ’stram-op-trusserne, så jeg har mest af alt bare lyst til at krybe tilbage i mit hyggetøj og nyde en stille aften på sofaen. Man er vel en rigtig mor?

Written by

Her hylder jeg den rigtige mor! Hendes der til tider kommer til at spise barnets fredagsslik og bortforklarer det med, at det desværre blev for gammelt. Hende der laver fejl, men lære at grine af dem! Og hende der til tider synes, at livet som mor kan være pisse hårdt! Skål for alle os!

Skriv et svar