Mor-krop med lange bryster og stor numse

Forledes var vi i svømmehallen. For barnet skyld, ikke for min. Eller, det er måske løgn, for hun er så dejlig træt, når vi er færdige.. Nåh, men det er nu ikke det, det her skal handle om. For da vi står i omklædningsrummet og skal til at gøre klar, kigger barnet undrende på mig og spørger; ”Mor, hvorfor har du så lange bryster`?”. Ja, det skal lige siges, at vi ikke er de eneste i det her omklædningsrum. Jeg finder min anerkendende og pædagogiske ’mor-stemme’ frem og svarer; ”Det er fordi, da du var baby, så fik jeg mælk i brysterne og de blev store. Og da du så ikke skulle have mere mælk, så blev de lange”. Der er stille lidt tid mens barnet tygger på dette svar. ”Men mor, er det så min skyld de er blevet lange?”. Her er jeg ret sikker på, at damen ved siden af os desperat forsøger at kvæle et fnis. ”Jah, man kan godt sige at det er din skyld…” forsøger jeg, men kan godt selv høre, at min ’mor-stemme’ ikke længere er så pædagogisk og anerkendende.”Mor, er det så også min skyld at din numse er så stor?” …

Sandheden skal man altså høre fra børn og fulde folk. Åbenbart også sit eget barn, men det svirrer fandeme alligevel lidt! Og selvom jeg siger til mig selv, at jeg har accepteret min mor-krop med de lange bryster og den store numse, så er det sgu nok ikke helt sandt. Det er som om, det at ligne en rigtig mor efterhånden er skammeligt og vi mødre, eller hvert fald nogen af os, føler at vi hurtigst muligt skal tilbage i form og de gamle bukser. Jeg husker selv dengang man holdte de første ’kom-og-se-min-baby-begivenheder’, og man desperat forsøgte at klemme sig ned i de gamle jeans, for man skulle jo helst ikke ligne en der lige havde født, og var plaget af babyvægt og render under øjnene. Det ville jo være forkasteligt! Man var lykkelig – man var jo lige blevet mor. Og lykkelige mennesker er ikke tykke eller trætte, vel?

6 år efter fødslen kan jeg stadig ikke passe de skide bukser, men de ligger dog bagerst i skabet og til tider skammer jeg mig sgu lidt. Jeg har trods alt haft 6 år til at komme af med ’babyvægten!’… 6 år…. Og jeg tror sgu, at den babyvæg er blevet forhøjet med en ekstra baby eller to. Altså vægtmæssigt, ikke rigtige babyer! Og her husker jeg så på, at jeg ikke har barberet ben de sidste par uger (4 uger, okay) og ja, jeg kan heller ikke mindes om jeg nåede i bad i onsdags. Så står jeg der og bliver lidt ked af det og føler mig faktisk som en dårlig mor, fordi jeg ikke ser pæn nok ud?!

En af de bedste komplimenter jeg nogensinde har fået, var fra en af min venindes veninde, der sagde til mig; ”Guud, du ligner jo ikke en rigtig mor!”. Ja, hun var fuld – meget fuld og det var mørkt, men alligevel blev jeg kisteglad over den kommentar. Jeg lignede åbenbart ikke en rigtig mor, hurra for mig! Så må jeg da være bedre end alle de andre mødre, eller hvad? Men bare rolig, den aften er nu et fjernt minde og når jeg kigger på mig selv i dag, så er jeg, og mine omgivelser, ikke i tvivl om at jeg er mor. Men, det er som om vi måler vores ’mor-faktor’ i udseende, buksestørrelse og manglende babyvægt og vi skammer os over at ligne, ja, en kvinde med former. Jeg blev da pludselig meget bevidst om mine lange bryster og store numse den dag i svømmehallen, men hvad mere er, så blev jeg også meget bevidst om de andre kvinders syn på mig og mine fortrin. Så hvad er det jeg vil frem til? Jah, at det her pres vi mødre føler, og nok også pålægger os selv, det bliver vi altså nødt til at gøre op med. Hvordan ved jeg sgu ikke og jeg er da den første til at kigge på veltrænede mødre, der oser af overskude med chiagrød og kålsmoothie, på det sociale-helvede og tænke; ”Mandag! På mandag går jeg i gang .

Men så blev det mandag. Og om mandagen har vi svømning, så det er en dum dag at starte på! Tirsdag er der håndbold, onsdag er bare en møgdag, torsdag endnu en omgang hånbold og så når vi til fredag – og alle ved, at man ikke ‘går i gang’ om fredagen

 

Written by

Her hylder jeg den rigtige mor! Hendes der til tider kommer til at spise barnets fredagsslik og bortforklarer det med, at det desværre blev for gammelt. Hende der laver fejl, men lære at grine af dem! Og hende der til tider synes, at livet som mor kan være pisse hårdt! Skål for alle os!

2 comments / Add your comment below

  1. Da min ældste (nu 5) var ca. 2, sad vi og legede “kropsleg” hvor jeg peger på en kropsdel og han så fortæller hvad det er, ikke?

    Nåmen, jeg peger så glad på min mave og spørger “hvad er det” og svaret kommer prompte – “dine bryster! :D”.

    Og ja, jeg venter tålmodigt til konfirmationen når han får den smidt direkte i hovedet igen 😉

Skriv et svar