Livet i ‘Mommy World’

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke altid elsker at være mor. Og jeg skal da også være den første til at erkende, at der er tidspunkter, hvor jeg længes efter bare at være mig, uden det altoverdøvende ansvar og forpligtelserne. Oftest sker dette, når jeg har været oppe for tredje gang på en nat, fordi barnet vil have vand, skal tisse, eller selv mener det er morgen, og vi derfor godt at stå op kl. 04.30. Ja, jeg synes sgu det er hårdt!

Men det jeg faktisk kæmper mest med, det er det pres man konstant føler i ’Mommy World’. Jovist, jeg har ansvaret for et lille levende væsen, og kan faktisk fucke det fuldstændig op og ødelægge alt for dette menneske, ved at give hende for meget – eller for lidt kærlighed, og derved destruere hele hendes dannelsesgrundlag. Ja, ja, den er jeg med på! Med det er sgu ikke det, som gør, at jeg til tider får en ubehagelig knude i maven og får svært ved at trække vejret. Nej, det som kan holder mig vågen om natten, det er tanken om, hvad andre mødre tænker om mig og min måde at være mor på – altså ’livet i Mommy world’. Tanker som; ”Åh, er det mon kun mig, som ikke altid elsker min rolle som mor?” eller ”Gør jeg mon det her på den rigtige mor-måde?”. Og når jeg så tjekker min telefon, og bevæger mig ind på insta-perfekt-gram eller facebook-fantastisk, og ser alle de ting som andre mødre gør med deres unger, så sidder jeg tilbage med en følelse af “Åh, gud – skal man også gøre sådan som en rigtig mor? Må de ikke få gluten? Laktoseintole-hvad-for-noget? Om mit barn er sensitiv? Øhhh, troede bare hun var hysterisk!?”

Det er som om, der er en form for usynligt konkurrence – eller, jeg ved sgu ikke om den er usynlig, for det handler jo netop om at synliggøre alt det gode og det rigtige, man gør som mor og menneske. ’Se, jeg har lige lavet en perfekt flæskesteg med sprøde svær!’ Eller, ’så så man lige os have kvalitetstid som familie og spiser sushi – hvor er vores liv da bare skønt!’.

Nej, inden du tror, jeg sidder og udstiller andre mennesker, så vil jeg hurtig nævne, at jeg selv er skyld i overstående. Jep, og helt seriøst, så får jeg det da bare en lille smule bedre med mig selv, når jeg har lagt et billede op og det bliver liket, eller sendt en snap til min omgangskreds, for at vise at jeg da lige fik en buket blomster af kæresten på en helt almindelig tirsdag. Jeg forstår ikke helt hvorfor jeg har det behov for at fremstå ’bedre’ eller vise andre, at jeg er en god mor, fordi jeg laver særlige ting med barnet- for jeg lægger jo aldrig et billede op, når jeg har brændt aftensmaden på, hvilket faktisk sker, eller endnu engang står og ordner vasketøj…

Jeg tror sgu, at det er sundt en gang i mellem at træde ud af ’Mommy-boblen’, og den konkurrence som hersker, for at genfinder sig selv eller den man var engang, da man ikke var mor. For mig handler det om at skrive og få et pusterum fra hverdagen, hvor jeg kan reflektere over tingene ved at sætte ord på det hele. Det er en måde, hvorpå jeg får sorteret tankerne og finder ro. Andre gange står den på Netflix og tv-serier, hvor jeg ikke skal tænke og kan koncentrerer mig om at drikke min vin. På den måde bliver jeg også bedre til at værdsætte mit liv som mor, og den ubetinget kærlighed jeg modtager fra min datter… samt de utallige børnetegninger og perleplader der medfølger.

 

 

”Mor, har du engang ikke være mor?

”Ja, det har alle mødre”

”Men, hvad lavede du så?”

”Øhhhh……”

Written by

Her hylder jeg den rigtige mor! Hendes der til tider kommer til at spise barnets fredagsslik og bortforklarer det med, at det desværre blev for gammelt. Hende der laver fejl, men lære at grine af dem! Og hende der til tider synes, at livet som mor kan være pisse hårdt! Skål for alle os!

Skriv et svar