Vejen til helvede er brolagt med forældre, som mener at deres børn er særlige!

Jeg sidder til mit første forældremøde som mor. Vi har gennemgået alle de obligatoriske punkter og er nu nået til dødsfælden – fødselsdage! Efter en ophedet diskussion om gavebeløb, hvor læreren til sidst måtte bryde ind og påpege, at det var vigtigt at vi forældre holdte en pæn tone, landende vi på et beløb – nemlig 10kr. Dette var med begrundelsen; ‘så kan alle være med‘. I øjeblikket lød det fornuftigt, men så huskede jeg på, at vi befinder os i 2018 og jeg aner ikke hvad man kan få for 10kr? Jeg tror faktisk ikke at der er ting i ’Tiger’ som længere bare koster en flad 10er?!

Nu har snakken dog taget en anden drejning, for hvad må vores små guldklumper så medbringe til klassen, når de skal fejres? Udfordringen, ja for i Danmark 2018 er der ikke længere problemer, der er udfordringer. Det er et mere positivtladet ord, tydeliggjorde klasselæreren. Så udfordringen i 0.C., ligger i at Flora-Amalie ikke spiser gluten eller raffineret sukker, da det er ikke godt for hendes tarmflora. Carl-Frederik Joan er vegetar, Rani er muslim, Aldis, hvis danske forældre er kæmpe fan af elververdenen, er laktoseintolerant. Knirke er veganer. Karen-Ella har sukkersyge og spiser derfor kun økologik, og sidst med ikke mindst, så kan lille Chilli ikke tåle E-numre eller parfume… Her må jeg konkluderes, at min plan om at lave chokoladekage og kakao-robotter, som barnet har ønsket, falder lidt til jorden! Det eneste jeg kan tænke på, som vil opfylde alles krav, er gulerodsstænger og selleristave -selvfølgelig økologiske og uden dip, for jeg aner ikke om dip indeholder gluten, raffineret sukker eller E-numre. Dog er jeg sikker på, at det indeholder laktose, og gud forbyd, hvis Aldis skulle få dårlig mave!

Pludselig, mens Flora-Amalies mor forslår at miniråddet nedfælder en liste over godkendte fødselsdags-godter, kommer jeg til at tænke på, om der måske er noget galt med mig som mor? Mit barn spiser jo både gluten, laktose, E-numre, kød, sukker i alle slags former, drikker til tider en sodavand og aner ikke hvad økologi er. Mit barn er ikke særligt, hun er ikke et projektbarn og der skal ikke tages hensyn til hende. Hun skal spise hvad der bliver serveret og tygge med lukket mund! Men betyder dette så, at jeg elsker mit barn mindre, fordi jeg ikke stiller hende på en piedestal og forventer at omverdenen skal tage hensyn til hende?

Diskussionen er nu nået til riskiks, en mulig dødsfælde, da en far bryder ind. Han påtaler, at det måske bliver en noget omstændig omgang at holde fødselsdag, nu hvor der er så mange ting at forholde sig til. Han lægger et særligt tryk på ’ting’ og jeg kan ikke lade vær med smile. Han forslår så, at de elever som har særlige kostvaner evt. sørger for at have en pose med snacks, som passer til deres behov, liggende i klassen. Så, hvis der blive medbragt fødselsdags-godter som de af en eller årsag ikke kan spise, kan de altid hente lidt derfra. Han er nu min nye yndlingsperson! Flora-Amalies mor ser ikke tilfreds ud og begynder på at alle børnene skal være en del af fællesskabet og ved at lave en særlig pose til hendes datter, så vil hun føle sig ekskluderet fra resten af børnegruppen. Personlig tror jeg nu at denne ekskludering skete allerede dengang hun besluttede at Flora-Amalie skulle hedde Flora-Amalie og ikke spise gluten eller sukker -men det er jo bare min mening.

Men hvordan kan det være, at man som forældre i dag forventer at fællesskabet skal indrettes efter en enkel person og det ikke længere er den enkelte person, som bør indrette sig efter fællesskabet? Ja, selvfølgelig skal vi behandle hinanden med respekt, og hvis der er tale om særlig kost i forhold til sygdom, så er det selvfølgelig en helt anden sag! Men hvorfor skal jeg som mor stå og få koldsved over en børnefødselsdag, fødselsdags-godter eller legeaftaler, fordi jeg pludselig ikke ved hvad jeg må give børnene at spise?! Pludselig føler jeg mig som en herre dårlig mor, fordi jeg ikke kan lave pølsehorn på skyr og speltflager (nej, aner ikke om der er gluten i speltflager) eller fordi mine kolonariske evner ikke rækker til at lave indbydende veganermad. Betyder det så, at vi er dem de andre ikke må lege med? Nej, som mor og menneske, så nægter jeg at dukke under for madhysteriet og forbeholder mig rette til at bage kage med sukker og chokolade, når mit barn har fødselsdag! Og skulle mit barn komme på en legeaftale, hvor hun ikke bliver tilbud sukker, gluten, laktose, svinekød eller E-numre, så vil jeg kun prise mig lykkelig over at hendes horisont bliver udvidet!

 

Et ægte håndværkertilbud!

Dengang jeg var ’ikke-mor’, var jeg besat af vedligeholdelse- altså vedligeholdelse af mig selv! Alt var rengjort, nybarberet, poleret og rettet til. Mit ansigt blev jævnligt skubbet, rullet, dampet og fugtet. Mit lange, fyldige hår blev forkælet med hårkur minimum én gang om ugen, frisørbesøg, og benene var bløde, glatte og til tider med et gyldent strejf. De aftener hvor jeg havde tid til overs – eller ikke lige vidste hvad jeg skulle foretage mig, så lakerede jeg neglende, nogen gange med dobbeltlag, og tog et fodbad, bare fordi det var onsdag. Åh, det var tider!

Så spoler vi lige 10 år ud i fremtiden. Jeg er blevet fuldtidsmor og mit vedligeholdelsesprojekt er nu nok nærmere en omgang total renovering – men sådan er det jo, når man har ladt stå til og pludselig skal tage vare på et lille, men meget kærvende, mennekse. Det at skulle ’ud’ er ikke længe forbundet med glæde og spænding, men nærmere angst for den enorme arbejdsopgave, som venter forude. Hvis der skulle laves tilstandsrapport på min krop på nuværende tidspunkt, så er jeg ret sikker på at den ville indeholde en del K3’er – altså, akutte fejl og mangler, som bør udbedres snarest. Boligannoncen ville højest sandsynlig nævne noget med et håndværkertilbud! Kan næsten høre ejendomsmæglerne for mig til første fremvisning; ”Ja, det trænger til en kærlig hånd, men er bygget på et solidt fundament – og man kommer jo langt med maling, spartelmasse og hårdt arbejde. Og ellers kan man jo altid rive det hele ned igen og så begynde forfra?”. Nu sidder der nogen og tænker; ”Hvorfor søger du ikke  professionel hjælp?!” Ja, tanken har skam også strejfet mig, men hvis jeg opsøger faglige kompetente mennesker til at udbedre problemområderne, så føler jeg også, at jeg skal redegøre for hvordan fanden det er kommet så vidt! Og den skam er jeg simpelthen ikke klar til! Derfor, når jeg en sjælden gang våger mig ud i den ’virkelige verden’, væk fra mor-boblen, så planlægger jeg processen nøjagtigt, så jeg ikke står og pludselig kun har barberet det enen ben.. igen. Forberedelserne starter et par dage før, fordi jeg ved, at jeg alligevel ikke når halvdele af de ting, da jeg er nødsaget til også at lave mor-ting.

Typisk, dagen før, starter jeg med at kigge mig selv i spejlet og fortryde beslutningen om at gå ud. Så retter jeg blikket mit korpus, hvilket jeg jo nok i hverdagens-hast undgår, og forsøger at give mig selv en lille hep-talk – noget i retningen med; ”jahh, det kunne vel godt være værre!”. Der bliver exfolierede, skrubbet, bandet og til tider grædt en smule. De første par opgaver, hvad man vel kan kalde K1’ere og måske en enkelt K2’er på toppe, er relativt nemt klaret og kræver ikke den store råstyrke. Men til sidste venter de mere komplekse opgaver – barberingen af de forskellige områder.

Skulle en gartner i gang med denne opgave, ville han være nødsaget til at benytte havetraktor, kantklipper, ukrudts dræber samt blod, sved og tåre, for at få et tilfredsstilende resultat. Jeg bliver altid forundret over mængden af hår der ligger tilbage når jeg er færdig-barberet, og ligeså, kommer det altid bag på mig, når afløbet stopper til netoppå grundaf det. Garternen ville nok her påpege, at for at få en pæn plæne, så kræver det daglig pleje og vedligeholdelse. Det er åbenbart ikke nok at trimme hvert halve år…

Men til sidst, så står man så der og ligner overhovedet ikke sig selv! Tøjet, der er uden pletter, hvilket i sig selv er en smule angstprovokorende, føles underligt på kroppen grunden den manglende kropbehåring. Man lugter heller ikke længere som mor! Pludselig dufter man af kvinde og takket være ’Stram-mave-lår-og-baller-ind-og-gør-at-du-ikke-kan-trække-vejret-trusserne’, så er man næsten klar… altså, lige bortset fra, at jeg i de fleste tilfælde er fuldstændig smadret efter alle de arbejdsopgaver og kampen om at komme i ’stram-op-trusserne, så jeg har mest af alt bare lyst til at krybe tilbage i mit hyggetøj og nyde en stille aften på sofaen. Man er vel en rigtig mor?

Man ved man er mor når;

  1. Man ikke kan huske, hvornår man sidst har shoppet til sig selv…

  2. Man ubevidst nynner med på titelmelodierne til Gurli Gris, Ramasjang og ikke mindst sangene fra Frost.

  3. Det at være træt ikke længere er en uvant følelse, men blot hverdag.

  4. Man til tider føler sig mere som et serviceorgan, end en levende, selvstændig kvinde og pludselig kan man relatere til Askepot på en helt ny måde.

  5. Man griner rigtig, rigtig meget og det sker, at man kommer til at tisse en lille smule i bukserne

  6. Ens madpyramide hovedsageligt består af pasta, fiskepinde, friturestegt mad og ting med ost.

  7. Man omtaler McDonalds som en ’restaurant’, for på den måde at lyder som om man stadig har et liv.

  8. Man kan finde ting i huset, der for alle andre metriklens beboer er pist forsvundet! Altså som i ”Mor-den-er-fuldstædig-væk-jeg-har-ledt-over-alt-jeg-sværger-væk”.

  9. Man på trods af influenza, migræne eller brækket håndled, stadig formår at få unger op og i skole, handle ind, vaske tøj og lave mad – jah, måske er middagen en smule forsinket, men den skal nok komme på bordet.

  10. Når man en sjælden gang har en alene aften og planlægger at være vild, spontan og føle at man er et rigtig menneske igen, så ender det sgu med at man falder halvdød om på sofaen kl. 20.30 efter et glas vin